Nyheder24. juli 2023

Irak fordømmer Danmark efter demonstration

En demonstration foran den iranske ambassade i Danmark, har ført til, at Irak nu fordømmer Danmark

En demonstration mandag foran den irakiske ambassade i Danmark har udløst en fordømmelse fra Irak.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Reuters blev der ved demonstrationen i København brændt en koran. Det er den afbrænding, som den irakiske regering fordømmer i en udtalelse mandag ifølge Reuters.

Det statslige irakiske nyhedsbureau INA citerer landets udenrigsministerium for, at myndighederne i EU's lande "hurtigt bør genoverveje den såkaldte ytringsfrihed og retten til at demonstrere".

I weekenden var der i Irak igen protester mod afbrændinger af Koranen i Danmark og Sverige.

Lørdag morgen forsøgte nogle af demonstranterne ifølge nyhedsbureauet AP at storme ind i et område i den irakiske hovedstad, Bagdad, hvor blandt andet den danske og svenske ambassade ligger.

Torsdag i sidste uge blev den svenske ambassade udsat for et stormløb af demonstranter. Der blev også sat ild til bygningen.

Koranen er islams hellige skrift. Muslimer anser det derfor som blasfemi og en grov fornærmelse mod Gud at mishandle den.

Netop derfor skaber afbrændingerne så stor vrede i den muslimske verden.

Flere lande – Algeriet og Tyrkiet – har i løbet af mandag sluttet sig til fordømmelsen over demonstrationen og afbrændingen af koranen.

Det nordafrikanske land har indkaldt Danmarks ambassadør i landet og Sveriges chargé d'affaires til samtaler for at fordømme afbrændingerne. Det oplyser det algeriske udenrigsministerium i en udtalelse ifølge Reuters.

At indkalde en ambassadør til samtale betragtes generelt som et markant diplomatisk værktøj, som sender et stærkt signal til ambassadørens land.

Det tyrkiske udenrigsministerium har på det kraftigste fordømt "det afskyelige angreb" på koranen, som de kalder en "hadforbrydelse".

Den dansksvenske politiker Rasmus Paludan var i begyndelsen af året med til at puste gang i spændingerne.

Det skete, da han i januar brændte en koran foran Tyrkiets ambassade i den svenske hovedstad, Stockholm.

Mandagens demonstration i København var arrangeret af gruppen Danske Patrioter.

Med et banner med ordene "Fuck islam" demonstrerede to personer ved den irakiske ambassade. Personerne stod foran ambassaden med kameraer, et dannebrogsflag og en bog, som blev revet i og smidt på jorden.

En livestream via Danske Patrioters facebookside viste en bog, der brændte.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev der sat ild til Koranen under demonstrationen.

Sponsoreret indhold