Nyheder24. januar 2023

Internater ramt af "kanin-krise": Hver gang én rejser, ankommer to nye

Rigtig mange kaniner ender lige nu på landets dyreværn og internater – og her strander de. I Roskilde har man været nødt til at lukke for modtagelsen af nye langørede kæledyr
De hjemløse kaniner hober sig op på de danske internater 
De hjemløse kaniner hober sig op på de danske internater
 Foto: Dyrenes Beskyttelse

Også efter den kinesiske kalender netop har markeret nytåret, har vi taget hul på 2023 – og det er kaninens år.

Men flere internater rundt omkring i Danmark fejrer ikke blot kaninåret, men er også begyndt at bekymre sig en lille smule for antallet af kaniner, der strander i burene hos dem.

Faktisk advarer man nogle steder ligefrem om en såkaldt ”kanin-krise”.

Ifølge TV 2 Kosmopol har man på Roskilde Internat valgt at lukke helt for modtagelsen af flere kaniner fra telefonlinjen 1812 eller fra private der ikke længere kan have deres kaniner.

Drukner i kaniner

Dyrepasser Carina Løkkegaard fortæller, at hun faktisk i løbet af sine ti år på internatet ikke har oplevet en mere presset tid.

– Kaninerne ender hos os af flere årsager. De kan enten være dumpede udenfor af deres tidligere ejere, men det kan også være kaniner, der er købt til børn, men som så mister interessen, hvorefter forældrene står med ansvaret og gider ikke hænge på kaninerne, fortæller hun til lokalmediet om kaninerne, der altså har skabt lidt af en flaskehals.

Også hos Dyrenes Beskyttelse har man ualmindeligt mange kaniner siddende lige nu. Alle sammen uden et kærligt hjem.

– Vores internater har lige nu rigtig mange kaniner. Faktisk er der 90 kaniner rundt omkring på internaterne, som alle sidder med det samme ønske: at få et nyt hjem, skriver de på Facebook.

Samme melding får man fra Dansk Dyreværn i Aarhus, der oplever, at der kommer to mere, så snart en enkelt kanin rejser.

– Vi drukner i kaniner, skriver de.

Der er kaniner nok at adoptere på landets internater lige for tiden 
Der er kaniner nok at adoptere på landets internater lige for tiden
 Skærmbillede: Dyrenes Beskyttelse

Tager man en tur på deres oversigt over aktuelle adoptionsklare kaniner på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside, så tegner der sig et tydeligt billede.

For eksempel er det altså muligt lige nu at lægge varmt og kærligt hjem til enten Michael Falck, Pippi, Zenta eller Nimse, hvis man sidder som kaninkyndig familie, der mangler en ny bedsteven.

Sponsoreret indhold