Nyheder11. september 2023

Interessen stiger: Flere vil købe og sælge lejligheder

Udsigten til en skatterabat for boligejere kan have fået flere til at sætte lejligheden til salg
Det er både interessen for at købe og sælge ejerlejligheder, der er steget en smule i august, hvis man sammenligner med samme måned sidste år.
Det er både interessen for at købe og sælge ejerlejligheder, der er steget en smule i august, hvis man sammenligner med samme måned sidste år.
 Modelfoto: Colourbox

Det er både interessen for at købe og sælge ejerlejligheder, der er steget en smule i august, hvis man sammenligner med samme måned sidste år.

Det viser tal fra Finans Danmark.

Det kan skyldes, at vi i Danmark snart får et nyt boligskattesystem, vurderer Peter Jayaswal, der er direktør for ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Det skal efter planen træde i kraft 1. januar.

- Der er forventningen, at mange ejerlejligheder vil få en højere boligskat, siger han.

Men regeringen har lovet, at danskernes boligskat ikke vil være højere i 2024 end i 2023. Boligejerne får derfor en skatterabat, hvis deres boligskat kommer til at stige på grund af de nye regler, påpeger han.

Man opnår dog kun en rabat, hvis man har købt sin nye bolig inden årsskiftet.

- Det kan jo gøre, at interessen for at få en lejlighed inden årsskiftet er øget.

I august blev der sat 1736 ejerlejligheder til salg, og 1641 blev fjernet fra markedet. Det er henholdsvis 9 og 13 procent flere end i august 2022.

På trods af stigningen er der tale om et begrænset udvalg, hvis man sætter det ind i et historisk perspektiv.

Boligkøberne ser desuden ud til at vente lidt længere med at gennemføre købet af en lejlighed, viser tallene.

På landsplan lå en lejlighed til salg i 136 dage. Det er en stigning på 11 dage sammenlignet med august 2022.

- De længere liggetider kan skyldes, at danskerne ikke er villige til at give en lige så høj pris for en lejlighed som for et år siden, lyder det yderligere fra vicedirektør i Finans Danmark Ane Arnth Jensen i en pressemeddelelse.

- De bruger derfor længere tid på at beslutte sig for drømmeboligen, inden de sætter deres underskrift på en købsaftale.

- Sælgerne kan til gengæld se, at der ikke står så mange boliger til salg og håber højst sandsynligt på, at de kan få en god pris for deres lejlighed – og udbyder dem derfor en smule dyrere til salg end året før.

Sponsoreret indhold