Nyheder9. april 2022

Instagram straffer sexshop: Glemte at censurere

Normalt bliver ord som vulva, penis og sex ellers altid censureret
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/topfotoimg_6196.jpg
 Foto: Peech

Den lille sexshop ‘Peech’ har siden den åbnede i foråret 2019 været vant til at skulle gøre dét ekstra for at få opmærksomhed, men Instagram gør det ifølge virksomheden ikke nemt at sprede budskaber om seksuel nydelse.

Den 13. januar oplevede Peech nemlig at blive, det man kalder, “shadowbanned”. Det betyder, at ens profil ikke dukker op som forslag til søgninger, ikke prioriteres i brugernes feed eller foreslås under ‘udforsk’ – noget sexshoppen tydeligt kunne mærke.

– Vi fandt for eksempel ud af det fra min private Instagram profil, hvor jeg er rigtig meget på vores Peech-Instagram, @peech_dk. Der ligger den jo virkelig højt i min algoritme, men der forsvandt Peech profilen, og jeg havde svært ved at finde den, selvom det er en profil, der normalt ligger højt i min algoritme, siger Clara Filippa Damgaard Andersen, der er en af de fire stiftere af sexshoppen.

– Man kunne ikke søge den frem uden at skrive det fulde navn.

Årsagen til, at Peech pludselig blev udelukket, er, at sexshoppen havde lavet en række stories, hvor brugerne skulle svare på, hvad de helst ville: “Glidecreme med smag eller glidecreme med varmende/kølende effekt”, “putte efter sex eller scrolle TikTok efter sex”.

Men det var ikke ovenstående stories, der blev fjernet.

For i stedet for at skrive ‘sex’, havde Peech nemlig husket at censurere ordet til ‘s3x’, ligesom de skriver ‘on4ni’ og ‘4nus’ i andre opslag ud fra deres egen ordbog.

Problemet var en story, hvor de skrev: “Modtage et ‘nude’ eller sende et ‘nude’ “. Her var ordet ‘nude’ ikke censureret.

– Jeg havde faktisk ikke rigtig skrevet ‘nude’ på vores Instagram før, gik det op for mig, siger Clara Filippa Damgaard Andersen.

Men der gik ikke lang tid, før Peech fik en advarsel af Instagram.

Artiklen fortsætter efter billedet …

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/alternativimg_6083.jpg
 Foto: Peech

Clara Filippa Damgaard Andersen er en af de fire stiftere bag Peech. Foto: Peech

“Dit indhold er blevet fjernet, fordi det overtræder vores retningslinjer”, har Instagram skrevet.

Og i en besked specifikt til den omtalte story skrev Instagram: “Din historie overtræder vores retningslinjer for seksuel opfordring fra voksne".

– Jeg synes, at det er en global virksomhed, der skærer alle over en kam, siger Clara Filippa Damgaard Andersen og fortsætter:

– Jeg tror, at vi er mange i Danmark – også SE og HØRs læsere – der føler, at vi er seksuelt frigjorte. Når der så kommer en global spiller, der siger “det er sådan her, I skal gøre”, synes vi jo, at det er mærkeligt, og at der burde være en mere fri seksualitet og forståelse for seksualitet.

– Det føles meget mærkeligt, at der kommer nogle store giganter, der dikterer, hvad, vi andre skal synes, er rigtig og forkert.

Artiklen fortsætter efter billedet …

https://imgix.seoghoer.dk/topimg_1594.png
 Foto: Peech

Det var den her besked Peech modtog, efter sexshoppens story blev fjernet. Foto: Peech

Siden 13. januar har Peech oplevet, at der kommer væsentlig færre nye følgere til om dagen på Instagram, sammenlignet med før dens story blev taget ned.

– Det er ikke officielt, at det er Meta, men det, man kan mærke, er, at ens indhold bliver prioriteret langt nede i algoritmen, forklarer stifteren.

Artiklen fortsætter efter billedet …

https://imgix.seoghoer.dk/skaermbillede_2022-04-08_kl._13.46.49.png
 Foto: Peech

Grafen viser tilgangen af følgere i perioden, efter at Peechs story blev taget ned. Foto: Peech

Allerede fra start har det været svært at være en sexshop på Instagram, for Peech kan ikke på samme måde, som sider, der sælger møbler og tøj, linke til deres produkter.

– Vi kan ikke annoncere på Meta overhovedet. Vi har også prøvet at gøre det med sådan noget som en toilettaske, hvor det heller ikke er gået, fordi den hjemmeside, som vi jo linker til, er en sexshop.

Udover at det skader virksomhedens forretning, at de ikke kan nå ud til lige så mange brugere, mener Clara Filippa Damgaard Andersen, at det også bidrager til en tabuisering af sex og nydelse, som virksomheden ellers forsøger at gøre op med netop på Instagram.

– Jeg sammenligner det tit med, at det skal være noget, du kan have i din toilethylde på samme måde som din tandbørste. Det skal være noget, du kan se i dit newsfeed på Instagram, på samme måde som du kan se en avocadomad, forklarer stifteren af Peech.

– Og det er jo ret svært at gøre noget til en del af hverdagen, hvis det bliver fjernet.

Rammer også andre

Ifølge Clara Filippa Damgaard Andersen så er det ikke kun virksomhedsprofiler, der oplever shadowban.

– Det er også aktivister, der beskæftiger sig med køn, seksualitet og identitet, der desværre også ofte bliver shadow banned. Og dette er et kæmpe problem, siger hun.

SE og HØR har forsøgt at få en udtalelse fra Meta, der står bag Instagram, men de har ikke ønsket at stille op til interview om den konkrete sag og shadowban.

Meta forklarer dog, at man kun reducerer synlighed af indhold i feed og stories, hvis det er vurderet til at være falsk eller misvisende.

Der er dog guidelines, der forklarer, hvorfor noget indhold ikke er synligt i samme grad som andet, og her er begrundelsen, at det skal sikre, at Instagram ikke foreslår følsomt indhold for nogle, der ikke ønsker det.

Meta understreger, at indholdet stadig er tilgængeligt på platformen, men at de ikke viser det steder, hvor der foreslås indhold.

Sponsoreret indhold