Nyheder22. marts 2022

Ingen overlevende efter kinesisk flystyrt

Man har ikke fundet nogle af de 132 personer, der var om bord på flyet, der styrtede ned i Kina mandag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220322-024935-6-4032x3024ma.jpg
 Foto: Zhou Hua/Zuma/Ritzau Scanpix

Der er ikke fundet nogen overlevende fra det Boeing-fly, som mandag styrtede ned i Kina.

Det oplyser Kinas statslige tv-station CCTV ifølge nyhedsbureauet AP.

Der var 132 personer om bord på passagerflyet. Det er ifølge AP Kinas værste luftfartsulykke i over et årti.

- Vraget af flyet blev fundet på stedet, men indtil nu er ingen om bord på flyet blevet fundet, meddeler CCTV tirsdag morgen lokal tid.

Årsagen til ulykken er stadig en gåde.

Mistede pludselig højde

Det er kommet frem, at flyet fra selskabet China Eastern Airlines i løbet af mindre end to minutter pludselig mistede højde, før det styrtede ned nær byen Wuzhou i den bjergrige Guangxi-region i det sydvestlige Kina og brød i brand.

Flyet var sat på automatpilot og fløj med en hastighed på 842 kilometer i timen i omkring 29.000 fods højde, da det begyndte at dykke hurtigt og stejlt til 7400 fod. Derefter steg det kortvarigt 1200 fod, før det igen mistede højde.

Det viser data fra Flightradar24, der overvåger den globale flytrafik. Kontakten til flyet gik tabt, 96 sekunder efter at det først begyndte at tabe højde.

Flyet var seks år gammelt og af typen Boeing 737-800.

Det er forgængeren til Boeings 737 MAX-fly, der blev underlagt et internationalt flyveforbud efter to dødelige ulykker i 2018 og 2019.

Fakta om flyulykker:

Flyulykker under selve flyvningen er relativt sjældne.

Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, har tidligere kortlagt, at otte ud af ti ulykker sker enten få minutter efter takeoff eller få minutter før landing.

Det bekræftede Boeing i 2021 ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge den amerikanske flyproducent skete kun 13 procent af de globale dødsulykker med kommercielle fly i årene fra 2011 til 2020 under selve flyvningen.

Tre procent fandt sted i forbindelse med nedstigning før landing, 28 procent lige før landing og 26 procent under landingen. De resterende ulykker skete, kort tid efter at flyene var kommet i luften.

China Eastern Airlines har indtil videre suspenderet flyvning med sin flåde af Boeing 737-800. Ifølge Flightradar24 har selskabet 109 af den model.

Den forrige dødelige ulykke i Kina med et passagerfly fandt ifølge Reuters sted i 2010, da et fly med 96 personer om bord styrtede i dårlig sigtbarhed. 44 personer omkom.

Sponsoreret indhold