Nyheder28. marts 2022

Ingen Oscar til Danmark: "Flugt" misser tredje og sidste chance for at vinde en pris

Heller ikke Bedste Dokumentar gik til "Flugt", der dermed ikke vinder en Oscar i nogle af de kategorier, den var nomineret i
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Den animerede danske dokumentarfilm "Flugt" var nomineret til imponerende tre Oscars, da de prestigefyldte statuetter blev uddelt natten til mandag dansk tid i Los Angeles.

Men instruktør Jonas Poher Rasmussen fik ingen Oscar med hjem til Danmark.

I alle tre kategorier, Bedste Animationsfilm, Bedste Internationale Film og Bedste Dokumentar, måtte "Flugt" se sig slået.

Nul ud af tre

I den første kategori, Bedste Animationsfilm, gik statuetten til filmen "Encanto".

Heller ikke i Bedst Internationale Film blev det til en Oscar. Her vandt den japanske film "Drive My Car".

Bedste chance for en Oscar var spået til at være i Bedste Dokumentar, men statuetten blev her tildelt "Summer of Soul".

I "Flugt" interviewer Jonas Poher Rasmussen sin ven Amin, der for første gang fortæller den barske historie om sin flugt fra Afghanistan som barn.

Inden uddelingen natten til mandag dansk tid havde Jonas Poher Rasmussen svært ved at beskrive, hvordan han havde det med at være på vej til sit første oscarshow.

- Det er mange forskellige følelser på en gang. Jeg er glad og har milde panikanfald. Men allermest er det bare fantastisk at være her og få lov til at sætte fokus på noget, der betyder meget for mig. Så jeg har meget store sommerfugle i maven, sagde han.

Ser man filmen i amerikanske biografer, er det den danske skuespillerstjerne Nikolaj Coster-Waldau, der lægger stemme til Jonas, mens Riz Ahmed lægger stemme til Amin.

Riz Ahmed vandt tidligere ved oscaruddelingen prisen for Bedste Kortfilm med filmen "The Long Goodbye". Her slog han danske Martin Strange-Hansen, der var nomineret for "On My Mind".

https://imgix.seoghoer.dk/mega837262_034_0.jpg

"Flugt" var nomineret i hele tre kategorier, men vandt desværre ikke nogle priser (Foto: Mega)

INGEN OSCAR TIL DANSKERNE

Heller ikke i kategorien Bedste Fotografering blev det til en dansk Oscar. Dan Laustsens arbejde på filmen "Nightmare Alley" blev slået af Greig Fraser, der har styret kameraet på storfilmen "Dune".

Bag animationsfilmen "Encanto", der altså slog "Flugt" i animationskategorien, står Jared Bush, Byron Howard, Yvett Merino og Clark Spencer.

Filmen er produceret af giganten Disney. Den handler om en colombiansk familie med magiske evner.

"Drive My Car" var i forvejen favorit til at vinde Bedste Internationale Film, der sidste år blev vundet af danske Thomas Vinterberg med "Druk". Ryusuke Hamaguchi har instrueret "Drive My Car".

I kategorien var også den dansk-norske instruktør Joachim Trier nomineret for "Verdens værste menneske". Den norske film var også nomineret for Bedste Originale Manuskript, men vandt heller ikke i den kategori.

"Filmen Summer of Soul", der vandt for Bedste Dokumentar, er lavet af Ahmir Thompson og fortæller historien om en musikfestival i Harlem i 1969.

Sponsoreret indhold