Nyheder10. februar 2023

Inflationshjælp: Ældrecheck-modtagere får 5000 kr. ekstra

Modtagere af ældrechecken kan se frem til en økonomisk håndsrækning
Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer lige nu regeringens inflationshjælp. nbsp;
Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer lige nu regeringens inflationshjælp.
 Foto: Ritzau Scanpix

Personer, der modtager ældrecheck, får i 2023 en ekstra skattefri check på 5000 kroner. Det viser en aftale om inflationshjælp, som er præsenteret fredag.

Enhedslisten, De Konservative og Liberal Alliance er som de eneste partier i Folketinget ikke med i aftalen.

I alt er aftalepartierne enige om inflationshjælp for 2,4 milliarder kroner. Af dem er de 1,1 milliarder kroner afsat til modtagere af ældrecheck.

– Det er en håndsrækning. Ikke noget der løser alle problemer, men et værktøj til at få nogle mennesker gennem en svær tid. Og der er jeg utrolig glad for, at så mange gerne vil være med, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et doorstep.

– Særlig glad er jeg for, at vi er blevet enige om at give en skattefri ældrecheck på 5000 kroner. Det er en gruppe, som har det svært, og som ikke har mange penge på kistebunden, siger han.

Aftalen sender blandt andet også 300 millioner kroner til udsatte børnefamilier. Hvilke børnefamilier, der får glæde af pengene, skal først forhandles på plads i Beskæftigelsesministeriet. Det sker efter vinterferien, oplyser Wammen.

Det skal ske "på baggrund af et oplæg fra regeringen", og ifølge aftalen er aftalepartierne "ikke forpligtet til at stemme for aftalen", hvad den del angår.

Enhedslisten forlod torsdag forhandlingerne grundet den del. Partiet er utilfreds med, at de familier, der frem til 1. marts modtager et særligt børnetilskud, ikke med garanti vil få del i de 300 millioner kroner til de udsatte børnefamilier.

Wammen siger fredag, at udmøntningen af de 300 millioner kroner ikke vil være på plads per 1. marts.

Sponsoreret indhold