Indonesien slukker de danske gulddrømme ved Thomas Cup

Anders Antonsen havde ikke kræfterne til en lang tresætter, og det blev dyrt for Danmark i semifinalen mod Indonesien.

Anders Antonsen havde ikke kræfterne til en lang tresætter, og det blev dyrt for Danmark i semifinalen mod Indonesien.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det var de danske singler, som skulle bære det tungeste læs i Thomas Cup-semifinalen mod Indonesien, men en træt Anders Antonsen blev nedkæmpet, og så måtte Danmark se sig slået med 1-3 i holdkampen.

Dermed må Danmark nøjes med bronze, mens de to mest vindende nationer i turneringens historie, Kina og Indonesien, spiller om guld søndag i Aarhus.

Med udsigt til to meget svære doubler var det vigtigt, at Viktor Axelsen gav danskerne en god start i den første single.

Selv om modstanderen var Anthony Ginting, verdens nummer fem, så blev kampen præcis så lidt spændende som Axelsens tidligere kampe i turneringen.

Ingen kan matche OL-guldvinderen for tiden, og man fik til tider nærmest medlidenhed med den klejne indoneser, som blev kostet rundt på banen og tabte 9-21, 15-21.

Axelsen selv var da også godt tilfreds med sin egen indsats.

- Jeg spillede næsten fejlfrit og med god variation, stod godt på banen, og det gjorde, at jeg kunne spille på den måde derinde i dag. Ginting gjorde, hvad han kunne, men jeg tror, han blev lidt frustreret, da det meste kom tilbage, siger Axelsen.

Kim Astrup og Anders Skaarup spillede et fremragende andet sæt mod verdens gennem flere år stærkeste double, Kevin Sukamuljo og Marcus Gideon.

Det blev ikke til en overraskende dansk sejr i tre sæt, men indoneserne blev vist, at de ikke ville komme gratis til nogen sejre i holdkampen.

Det gjorde Danmark dog heller ikke, og de danske sejrschancer kom under gevaldigt pres, da Anders Antonsen tabte en udmarvende neglebider til Jonatan Christie.

Danskeren overlevede ellers et par sætbolde i første sæt, men misbrugte også et par selv og tabte 23-25. Han kom igen og tog andet 21-15, men danskerens tank kørte på reserverne.

På tærsklen til krampe tabte Antonsen tredje sæt 16-21 og måtte endda droppe mødet med pressen lige efter grundet begyndende krampe i et par helt udtømte ben.

I stedet for at skulle spille for sejren, som det var tilfældet i kvartfinalen, skulle herredoublen med Mathias Christiansen og Frederik Søgaard i stedet spille for at holde Danmark inde i kampen.

Sammen med den anden double var det på papiret den sværeste kamp for danskerne. Modstanderne, Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto, er nummer syv i verden, mens de to danskere normalt ikke spiller sammen.

Det krævede et mindre mirakel at tvinge holdkampen ud i en femte og afgørende kamp med ansvaret i rutinerede Hans-Kristian Vittinghus' hænder.

Og desværre for danskerne var miraklernes tid forbi. Søgaard og Christiansen kunne ikke stille noget op mod de stærke indonesere, som tog sejren med 21-14, 21-14.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close