INDAVL

Mønsteret er det samme hver eneste gang: Modtagere af priser ved det ene arrangement uddeler priser ved det næste. Hvorefter de er værter for hinanden i diverse TV-shows. Selvfedt fejrer man hinanden - logen bekræfter sig selv i egen fortræffelighed. I grunden er det jo en ærlig sag. Da ikke mindst, fordi der indimellem vitterligt er noget at fejre. Vel er danske kunstnere dygtige - omend den store verden nok ikke har opdaget det i helt samme omfang, som branchens establishment gejler sig selv op til at tro. Men lad nu det ligge, for med alle sine indbildske manerer udviser branchen i virkeligheden blot et klassisk, dansk karaktertræk: At vi puster os selv op - uden helt at erkende, at det i virkeligheden er det tydeligste udtryk for provinsiel adfærd. Og man kunne spørge: Er den danske film- og teaterbranche i egen selvforståelse virkelig så uovertruffen, at det giver mening, at vi igen og igen skal se de samme 15-20 ansigter? Åbenbart. For teaterdirektører, filmproducenter og TV-stationer synes urokkelige i deres overbevisning om, at vi vil have Tordenskjolds soldater. På teatrene, på film, til at interviewe hinanden på TV -og til altså at overrække hinanden priser. Men undskyld mig: Det vil vi faktisk ikke. Vi vil også se nye ansigter en gang imellem. Midt i al indavlen.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close