Ikke set i 73 år: Den sorte stork er tilbage i Danmark

Engang var den sorte stork en ynglefugl i Danmark.
Pludselig forsvandt den, men nu er den kommet tilbage.
Det skriver TV 2 Kosmopol, som har talt med Jørgen Jensen fra Dansk Ornitologisk Forening.
- Der er spottet en del ungfugle af sorte storke i Danmark den seneste måned. Fuglene kommer sydfra – nede fra Tyskland, Polen og helt nede fra Tjekkiet. Selvom de kommer sydfra, har de faktisk kurs nordpå. Men det er meget naturligt, at de flakser lidt rundt, før de trækker sydpå
Den sorte fugl er blevet spottet flere steder i Danmark den seneste tid.
Helt konkret er den spottet ved Knudshoved Odde ved Vordingborg, ved Gedser, Klintholm Havn på Møn og ved Stevns.
I 1800-tallet havde Danmark cirka 150 steder, hvor den sorte stork holdt til. I 1951 forsvandt fuglen, og nu er den så kommet tilbage.
Til forskel for den mere velkendte stork er denne stork – som navnet antyder – sort. Den er også en smule mindre end den hvide stork, flere nok har set i Danmark.