Nyheder25. april 2023

Ikke en hunstork: Kjelds nye ven er faktisk hans søn Benny

Mandag aften landede en fremmed stork pludselig hos Kjeld i Bækmarksbro, men det var faktisk hans eget kød og fjer
Arkivfoto.
Arkivfoto. Selv om det ikke er Kjeld på billedet, gælder den samme tommelfingerregel for alle danske storke. 10. maj skal et storkepar gerne have parret sig, hvis ungerne skal kunne nå at blive flyvedygtige inden turen går sydpå.
 Foto: Colourbox

Verden er blevet et storkemysterie færre.

For tirsdag morgen skriver TV Midtvest, at den nye stork i storkereden i Bækmarksbro er ingen ringere end den nuværende beboer, Kjelds, søn.

Han hedder Benny og eksperter fra foreningen Storkene.dk er sikre på, at det er Kjelds afkom, der er landet i reden.

Benny bærer nemlig ringmærke 37, og dermed er der ingen tvivl om, at vi alle er vidne til et familiegensyn.

Slet ikke normalt

Mandag aften, da Benny landede i Bækmarksbro, var man ikke sikker på, at han var hun- eller hanstork.

For faktisk er det ikke helt normalt, at to hanstorke deler rede.

– Det er meget spøjst for nu at sige det lige ud. Det er meget sjældent, vi ser to hanstorke i samme rede. Vi er selvfølgelig glade for, at Benny har overlevet og er vendt tilbage, men det er kun, fordi det er sønnen, at Kjeld tolererer det. Hvis det havde været en fremmed stork, var den blevet smidt på porten med det samme, siger formand hos storkene.dk, Jess Frederiksen, til TV Midtvest.

Benny blev udklækket i 2020, da Kjeld og hans daværende mage Yvonne fik tre unger.

Yvonne er sidenhen død, men de seneste par år har hunstorken Klara i stedet fundet vej til reden.

I 2022 udmundede det sig i en gennemført parring på årets sidste parringsdag, men desværre blev det ikke til storkeunger i den omgang.

Følg med live fra reden i det vestjyske her.

Sponsoreret indhold