IKEA tilbagekalder powerbanks: Risiko for brandfare
Det svenske boligvarehus IKEA tilbagekalder visse powerbanks af mærket VARMFRONT.
Det skyldes brandfare.
Det oplyser IKEA i en pressemeddelelse.
"I IKEA tager vi altid udgangspunkt i vores kunders sikkerhed. Derfor tilbagekalder vi visse VARMFRONT powerbanks på grund af brandfare", står der.
Boligvarehuset er blevet gjort opmærksom på, at der kan være en brandrisiko på grund af produktionsfejl.
"Kunder, der ejer et sådant produkt, bør straks stoppe brugen af produktet og henvende sig til IKEA for ombytning til et tilsvarende produkt eller for at få pengene tilbage".
Det gælder VARMFRONT powerbank 10400 mAh (modelnummer E2038) med datostempel 2313, 2316, 2318 eller 2319 og VARMFRONT powerbank 5200 mAh (modelnummer E2037) med datostempel 2318, 2319 eller 2322.