Igen lang ventetid på køreprøver: Koster eleverne dyrt
Flere gange om dagen åbner Asim Rashid det online bookingsystem, han bruger til at finde ledige køreprøver til sine elever - men for det meste uden held. Asim Rashid er kørelærer på Søllerød Trafikskole, og skolens syv kørelærere har lige nu mellem 20 og 30 elever i kø, som venter på at få en ledig tid til en køreprøve.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Mange af Asims elever venter over en måned, før de får en køreprøve - og den ekstra ventetid ender ofte med at koste eleverne mange tusind kroner ekstra. Han understreger, at problemet er allerstørst for elever, der dumper og skal vente op mod halvanden måned på en ny prøve.
- Det er frustrerende for eleverne, fordi de skal holde deres kørsel ved lige i tiden, mens de venter på en køreprøve. Det koster dem hurtigt mellem tre og otte tusind kroner ekstra, fordi de skal have ekstra køretimer. De er helt klar, men de kan ikke få lov til at komme i mål, siger Asim Rashid til Sjællandske Nyheder.
Ventetiden på en køreprøve i Hovedstadsområdet er i øjeblikket over en måned. De næste ledige prøver i Nordsjælland er den 20. juni i Hillerød og 1. juli i Helsingør, oplyser Asim Rashid.
- Det lyder måske som en god ting for os kørelærere, men det er det faktisk ikke. Det er sværere at drive en forretning, fordi flere udskyder kørekortet på grund af ventetiden. Og så får vi sværere ved at tiltrække nye elever, fordi vi ikke kan leve op til det serviceniveau, vi normalt har, siger Asim Rashid til Sjællandske Nyheder.