Nyheder 2. august

Idaho sagsøgt for ny abortlov af den amerikanske stat

Det er det først søgsmål efter ny striks abortlovgivning
Demonstranter foran kongresbygningen i Idaho.

Demonstranter foran kongresbygningen i Idaho.

Foto: Darin Oswald/AP/Ritzau Scanpix

USA's justitsministerium hiver nu Idaho i retten på grund af delstatens restriktive nye abortlov.

Det fremgår ifølge avisen Washington Post af retsdokumenter.

Søgsmålet er det første, siden USA's højesteret i juni omstødte afgørelsen Roe v. Wade fra 1973, der gav amerikanske kvinder ret til selv at vælge, om de vil have en abort.

Den konservative regering i Idaho har indført en lov, som justitsministeriet i Washington D.C. betegner som et "næsten totalt forbud" mod abort.

Justitsminister Merrick Garland siger, at formålet med at indbringe Idahos abortlov for en domstol er at sikre, at kvinder har ret til akut lægehjælp.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Garland vurderer, at Idahos lov, der efter planen træder i kraft 25. august, er i strid med en føderal lov, der tillader abort i situationer, hvor det er nødvendigt i en kritisk sundhedssituation.

- Hvis en patient kommer ind på skadestuen i en tilstand, der truer patientens liv eller helbred, skal hospitalet yde den behandling, der er nødvendig for at stabilisere den patient, siger Garland på et pressemøde.

- Det omfatter også abort, når det er den nødvendige behandling.

Idahos nye abortlov betyder, at abort ikke er tilladt, når den gravide kvinde er seks uger henne.

Loven giver også mulighed for, at private borgere kan sagsøge læger og andre, der tilbyder abort.

Præsident Joe Biden og flere andre demokratiske toppolitikere har fordømt højesterettens omstødelse af retten til abort.

Biden har lovet, at han vil gøre, hvad han kan for at sikre, at amerikanske kvinder fortsat har adgang til abort.

Sponsoreret indhold