Nyheder23. august 2022

I dag sker det IGEN: Priserne på el slår rekord

I sidste uge nåede priserne på el et rekordhøjt niveau – i dag bliver den hidtidige rekord slået
Det er ikke sjovt at se på elmåleren for tiden. nbsp;
Det er ikke sjovt at se på elmåleren for tiden.
 Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Hvis du har planer om storvask i aften, skal du måske droppe de planer.

I dag – tirsdag – slår elpriserne igen rekorder. Det skriver Finans.

Dagsprisen kommer til at lyde på 4,5 kr. Det er syv procent højere end rekorden fra sidste uge, lyder det fra erhvervsmediet.

I 16 dage har engrosprisen på el ligget over 2 kr., og det er aldrig set før.

Priserne på strøm er nu så skyhøje, at nogle firmaer vælger at stoppe produktionen i de perioder, hvor strømprisen er for høj.

Det sker blandt andet hos jernstøberiet Mat Dania i Aars, hvor det simpelthen er for dyrt at smelte jern for virksomheden.

Selv om der er otte dage tilbage af august, ser det allerede nu ud til, at sommermåneden bliver den dyreste nogensinde for danskerne, når det kommer til el.

De skyhøje priser skyldes blandt andet, at gasleverancerne fra Rusland er faldet drastisk, siden landet angreb Ukraine. Mange elkraftværker er nemlig fyret med gas, og det gør altså nu, at det er uhørt dyrt at fyre op under opvaskemaskine, vaskemaskine og tv.

Sponsoreret indhold