Nyheder19. oktober 2022

I dag er det 20 år siden: Begyndte med kæmpe protester

Over en milliard passagerer har de seneste 20 år rejst med metroen i København - om 20 år kan en ny være klar under havnen
Så kører vi, Daisy. Dronning Margrethe og Prins Henrik var med på Metroens jomfrutur lørdagen for præcis 20 år siden. Til højre titter daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen frem.
Så kører vi, Daisy. Dronning Margrethe og Prins Henrik var med på Metroens jomfrutur lørdagen for præcis 20 år siden. Til højre titter daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen frem.
 Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix

Onsdag er det 20 år siden, at de første førerløse tog blev sat i gang i Københavns Metro

Men når metroen fylder 40 år kan byen få endnu et rør under havnen, som kan aflaste linjen mellem Kongens Nytorv og Christianshavn.

En bombehund undersøger toget, før dronning Margrethe og prins Henrik tager den første tur.
En bombehund undersøger toget, før dronning Margrethe og prins Henrik tager den første tur.
 Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix

- Det vil opretholde den høje attraktivitet og effektivitet, som det nuværende metrosystem har, at man kan krydse havnen fra Amager to steder i stedet for kun ét sted, mener Carsten Riis, der er administrerende direktør i selskabet og Hovedstadens Letbane.

Og når de 20 års fødselsdag og over en milliard passagerer fejres i dag, sker det med allerede planlagte ny metrostationer, der kommer i 2024 og 2035.

Metroen år for år

* Københavns Metro blev åbnet lørdag 19. oktober 2002 med transportlinjerne M1 mellem Nørreport og Vestamager og M2 mellem Nørreport og Lergravsparken. Siden er der kommet flere linjer og udvidelser til.

* I 2003 blev linjerne forlænget fra Nørreport til Frederiksberg og senere samme år fra Frederiksberg til Vanløse.

* I 2007 blev linje M2 forlænget fra Lergravsparken til Københavns Lufthavn.

* I 2009 begyndte Metroen at køre i døgndrift alle ugens dage, hvilket kun få metrosystemer i verden kan tilbyde sine passagerer.

* I 2019 åbnede M3 Cityringen, som forbinder Indre By, Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro og Østerbro.

* I 2020 åbnede M4 Nordhavn med to stationer som en del af den nye metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over City og videre til Sydhavn.

* I 2024 forventes en ny linje, M4 Sydhavn, at åbne. Den består af fem nye stationer fra Havneholmen til Ny Ellebjerg.

* I 2035 ventes den kommende linje M5 at åbne. Projektet er sendt i idéfasehøring i september 2022.

Metrobyggeriet begyndte ellers med kæmpe protester for mange af byens indbyggere.

For metroen var ikke et folkeligt projekt, før de første passagerer med dronningen i spidsen havde kørt jomfruturen.

Allerede i oktober 1999 tog dronningen en smugtur med metroen, inden den officielt var indviet.
Allerede i oktober 1999 tog dronningen en smugtur med metroen, inden den officielt var indviet.
 Foto: Jørgen Jessen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

- Der skete en kæmpe ændring natten til åbningsdagen. Indtil da var metroprojektet den grimme ælling, som alle ville bide af og sparke til.

- Og da vi åbnede, var det den smukke lille svane, som folk omfavnede og var stolte af, vurderer Anne-Grethe Foss.

Det var hende, der stod som direktører i Metroselskabet, som byggede metroen, stod forrest, når kritikken haglede ned over projektet.

Metroen i tal

* I dag er der 39 stationer, hvoraf 25 er underjordiske, 13 er over jorden og én er nedgravet.

* Togene er førerløse, hvilket betyder, at der ikke sidder en chauffør bag rattet.

* Københavns Metro er én af de eneste førerløse metroer i verden, der kører i døgndrift.

* Driftsstabiliteten lå i 2021 mellem 99,1 og 99,5 procent. Det er altså nærmest altid, at metroen kører til tiden.

* Mere end to millioner mennesker kører med metroen hver uge og 160.000 dagligt.

* Rekorden for antal passagerer på ét døgn var 570.000 passagerer den 1. juli 2022 under 1. etape af Tour de France i København.

* Siden åbningen i 2002 har over en milliard passagerer rejst med metroen.

* Ifølge prognoserne runder Metroen i København den næste milliard rejser i løbet af de kommende syv år.

* Metroen havde en passagerindtægt på cirka 0,6 mia. kroner i 2011, svarende til en markedsandel på 18 procent af den kollektive trafik i Hovedstadsområdet.

* Københavns Metros klimaaftryk er otte gram CO2 per passager. Den kører på strøm og har mange passagerer, hvorfor klimaaftrykket per passagerkilometer i metroen også er lavere end de fleste andre transportformer.

Anne-Grethe Foss var med fra idéfasen, indtil hun stoppede som direktør i selskabet for et år siden.

- Jeg synes jo, at metroen er lidt mit barn, siger hun.

I 2019 deltog Anne-Grethe Foss naturligvis i indvielsen af Ciyringen, der markant har udvidet metroen i København.
I 2019 deltog Anne-Grethe Foss naturligvis i indvielsen af Ciyringen, der markant har udvidet metroen i København.
 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det helt store øjeblik for Anne-Grethe Foss var derfor den mandag morgen - to dage senere - klokken 04.30 for 20 år siden, efter at menneskemængden var stilnet af.

Sammen med flere andre bag projektet tog hun det første "rigtige" tog fra Vestamager Station.

- På Ørestad Station steg en mand ind, som så meget søvnig ud. Han satte sig ind på et sæde og faldt halvt i søvn, som om han sad der hver eneste dag, fortæller hun.

Det var et fantastisk øjeblik for Anne-Grethe Foss, fordi det var hendes første rigtige passager.

- Jeg var lige ved at gå hen og give ham et knus, siger hun.

- Det var simpelthen så rørende og dejligt, at han tog det fuldstændig, som om det var den mest naturlige ting i verden, at der selvfølgelig kørte en metro.

Sponsoreret indhold