Nyheder27. december 2023

I dag begynder det: Danskerne ventes at bytte julegaver for 400 millioner kroner

Onsdag begynder det store bytteræs, hvor knap en million ventes at skulle ud og bytte gaver i landets butikker
Julegaverne byttes
Størstedelen af de mange julegaver, der skal byttes, er tøj.
 Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Der er lagt op til et par travle dage i landets butikker mellem jul og nytår.

Onsdag begynder det store bytteræs nemlig, hvor knap en million danskere ventes at skulle ud og bytte julegaver.

Således lyder prognosen fra erhvervs-og arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv.

Nærmere bestemt vil danskerne i alt vil bytte julegaver for mellem 350-400 millioner kroner, hvor størstedelen af gaverne, der skal retur, er tøj.

- I år forventer vi også, at hver femte dansker skal bytte minimum én gave og baseret på tidligere års undersøgelser, vurderer Dansk Erhverv, at der skal byttes gaver for et beløb i størrelsesordenen 350-400 millioner kroner, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Bo Dalsgaard.

Strømmer til de fysiske butikker

Selvom flere og flere gaver i dag købes via netbutikker, forventer Dansk Erhverv, at der kommer travlhed i de fysiske butikker.

- Sidste år var det tæt 85 procent af gaverne, der blev byttet i fysiske butikker.

- Det giver folk i butikkerne og er en oplagt mulighed for mersalg for butikkerne, da 36 procent af de danskere, der var ude at bytte gaver sidste år, valgte at bruge hele byttebeløbet eller mere i den butik, hvor de byttede gaven, siger Bo Dalsgaard.

Skal man ud og bytte sine julegaver i dagene mellem jul og nytår, er det vigtigt, at man som forbruger er opmærksom på butikkernes bytteregler.

- Det er for eksempel meget normalt, at du skal have kvitteringen med, hvis du vil have pengene tilbage, mens det som regel er nok med et byttemærke, hvis gaven bare skal byttes til en anden ting i butikken, oplyser Bo Dalsgaard.

Sponsoreret indhold