Hvis du ikke spiser fisk og kød, skal du tage dette kosttilskud, siger Fødevarestyrelsen

Hvis du ikke spiser fisk og kød, kan det være svært at dække kroppens behov for B12-vitamin.
Vegetarer anbefales et dagligt kosttilskud med B12-vitamin, for at undgå blodmangel eller problemer i nervesystemet.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen. Anbefalingen kommer på baggrund af en ny vurdering af Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Kød er en kilde til B12-vitamin, men vitaminet findes også i produkter som mælk og æg.
Det har tidligere været anbefalet for veganere, der følger Fødevarestyrelsens kostråd, at indtage et dagligt kosttilskud i form af B12. Nu gælder det også vegetarer.
- Hvis du ikke spiser kød og fisk, skal du have meget store mængder af æg eller mejeriprodukter for at få dækket dit behov for B12-vitamin gennem din kost, forklarer enhedschef hos Fødevarestyrelsen Kirstine Hartvig Mahler.
I 2023 kom de Nordiske Næringsstofanbefalinger med en opdatering om, at særligt behovet for B12-vitaminet var øget. På baggrund af de oplysninger har Fødevarestyrelsen bestilt vurderingen hos DTU.
180.000 danskere levede i 2022 vegetarisk, står der på Dansk Vegetarisk Forenings hjemmeside.
Det fremgår af Fødevarestyrelsens hjemmeside, at den anbefalede daglige mængde af B12-vitamin for voksne er 4 mikrogram. Til sammenligning indeholder et æg 1,1 mikrogram B12-vitamin.
Fødevarestyrelsen skriver desuden på deres hjemmeside, at der ikke er en øvre grænse for, hvor meget B12-vitamin man må få.
Fødevarestyrelsen anbefaler også som noget nyt, at vegetarer og veganere vælger surdejs- eller langtidshævet brød.
- Det skyldes at langtidshævning, surdejshævning og iblødsætning af korn kan være med til at fremme optagelsen af jern, zink og calcium, som ellers kan være svært at få nok af i en plantebaseret kost, forklarer Kirstine Hartvig Mahler.