Nyheder13. oktober 2022

Hver tredje arbejder hjemme selv om de er syge

En ny undersøgelse viser, at mere end hver tredje arbejder hjemmefra, selv om de er syge
computer
Selv om man er syg, er det lettere end tidligere alligevel at kravle hen til computeren og arbejde videre - bare hjemmefra.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix

Før var man enten syg eller rask, når man vågnede om morgenen.

Men coronatidens eksplosion i hjemmearbejde har måske udvisket billedet af, hvornår man alligevel kan arbejde.

En ny undersøgelse viser, at mere end hver tredje ingeniør i de seneste tre måneder har arbejdet hjemmefra en eller flere gange - selv om de var syge.

Og det er en usund side af det grænseløse arbejdsliv efter coronanedlukningernes lange perioder med hjemmearbejde.

Det siger Malene Matthison-Hansen, som er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen (IDA).

- Vi har haft stort fokus på at holde fast i de positive sider af hjemmearbejde såsom øget fleksibilitet under nedlukningerne, siger hun.

- Men nu ser vi så en af hjemmearbejdets skyggesider, som vi skal have ryddet af vejen så hurtigt som muligt, siger hun.

Hun opfordrer arbejdsgiverne til at gøre det helt klart, at man naturligvis ikke skal arbejde, hvis man er syg. Heller ikke hvis man har travlt.

- Det belaster os og giver os stress, når der ikke er klare forventninger. Og det skaber en stor utryghed, hvis man er usikker på, om man gør sit arbejde godt nok.

- Derfor kan det være svært at holde computeren slukket, selv om man er syg, siger Malene Matthison-Hansen.

Mads Samsing er næstformand i landets næststørste fagforbund, HK. Han er helt enig i, hvis man ikke ville være taget på arbejde, så skal man heller ikke slå computeren op derhjemme i stedet.

- Vi er bekymrede for en glidebane. Undersøgelsen viser, hvor mange ingeniører der arbejder, selv om de er syge.

- Jeg er ganske overbevist om, at vi har et nogenlunde tilsvarende billede hos HK’s medlemmer, siger han.

Viceadministrerende direktør Pernille Knudsen fra Dansk Arbejdsgiverforening mener, at undersøgelsen ikke nødvendigvis er problematisk.

- Det er afgørende, om man hoster og småsnøfter eller har 40 i feber. Hvis folk er uarbejdsdygtige, skal de selvfølgelig ikke arbejde.

- Men man kan godt være småsløj og sidde hjemme og arbejde, og hvor jeg vil mene, at det er helt uproblematisk, siger hun.

- En arbejdsgiver skal uden diskussion respektere, hvis folk ringer og siger, at de ikke kan arbejde. Men hvis folk selv vurderer, at de kan arbejde hjemmefra - men bare ikke vil hoste kollegerne ind i hovedet - er det noget andet, siger hun.

Sponsoreret indhold