Hver anden dansker har et pessimistisk syn på fremtidens klima
Politikerne holder sig ikke tilbage fra at bruge alvorstunge ord, når snakken falder på klimakrisen. Men det ser ikke ud til, at danskerne har stor tiltro til handlingen bag ordene.
Hver anden tror, at den indsats, der ydes i dag, når det gælder den grønne omstilling, vil resultere i et betydeligt forværret eller ligefrem katastrofalt klima om 50 år.
Det viser en undersøgelse fra Voxmeter blandt knap 2000 danskere.
Ifølge Martin Olesen, klimaforsker ved DMI, ser vi ind i et forværret klima i Danmark med flere skybrud, oversvømmelser og stormfloder.
– Nogle vil få oversvømmet deres huse og få vand i kældrene, men det er ikke, hvad jeg vil kalde for katastrofer, når man ser, hvad der sker andre steder i verden, siger han.
Gennemsnitstemperaturen i Danmark er steget 1,5 grader de seneste 150 år, og vi får mere regn. Begge udviklinger vil fortsætte, forventer han.
Tilsvarende vil igangværende forandringer på globalt plan også fortsætte.
Forskellen er, at man ifølge klimaforskeren her godt kan snakke om et mere "katastrofalt klima" for befolkningerne.
– Denne her sommer har vi set skovbrande, oversvømmelser, hedebølger og varmerekorder, og det er jo katastrofalt for dem, det går ud over. Der ser vi ind i, at det vil ske oftere.
Blandt danskerne er der delte meninger om, hvem der yder en aktiv indsats for den grønne omstilling.
Tæt på halvdelen svarer folketingspolitikerne, mens flest – knap tre ud af fire – peger på sig selv og familien.
Lavest er tiltroen til de nærmeste naboer, som kun tre ud af ti mener, yder en aktiv indsats.
Ifølge professor Michael Bang Petersen, Aarhus Universitet, er det et relativt normalt fænomen, at man har en opfattelse af, at man gør mere end andre.
Det ses eksempelvis også, når folk spørges ind til, om de er bedre til at køre bil end gennemsnittet. Det mener flertallet.
– Du ved alle de gange, du tænker på klimaet i løbet af en uge, og hvordan det skaber små ændringer i, hvordan du handler, men ser ikke tankerækken hos naboen.
– Du ser bare, at de stadigvæk kører i den store bil og tager på vinterferie til Asien, siger han.