Hvad tænker du på, Caroline?

- Jeg er fuldstændig forbløffet over, hvad jeg lige har set. Hvad sker der med hende?, siger en uforstående John McEnroe til Ekstrabladet.dk idag om Caroline Wozniackis seneste, ret så skuffende præstationer på banen.
Det er med andre ord ikke kun danske tennisfans, der undrer sig over, hvorfor Wozniackis tennisspil lader til at være gået helt i stå.
- Der sker et eller andet, som jeg ikke har indsigt i. Men hun er absolut ikke fokuseret på det, hun laver lige nu, fortsætter McEnroe og lægger dermed ekstra brænde på rygtebålet om, at det ikke er tennis, der fylder mest i Wozniackis tanker lige for tiden.
Flere medier spekulerer nemlig i, at hun er helt og aldeles nyforelsket i golfstjernen Rory McIlroy, som i disse dage er fløjet til Cincinatti, tilsyneladende for at være lidt sammen med den påståede kæreste. Men det kunne godt tyde på, at det er en temmelig dårlig idé.
I hvert fald har indtil flere kommentatorer og eksperter påpeget, at den er helt galt med Carolines fokus; hvadenten det så er fordi, hun døjer med lidt ekstra hjertebanken eller ej...