Nyheder28. februar 2022

Hvad skete der lige i går? Mange unge har haft blackout

En del unge mennesker i alderen 15 til 17 år har prøvet at vågne op dagen efter en fest med huller på hukommelsen, viser ny undersøgelse
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190126-090025-5-1920x1280we.jpg
 Foto: Emma Sejersen/Ritzau Scanpix

Har du prøvet at vågne op dagen efter en festlig aften og bare tænkt: ”Hvad pokker var det egentlig, jeg lavede i går?”

Så deler du den samme oplevelse som næsten hver tredje 15 til 17-årige unge dansker.

Hele 31 procent i aldersgruppen har nemlig haft et blackout, efter de har drukket alkohol.

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse på baggrund af en undersøgelse lavet af Voxmeter på bestilling af netop Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den danske alkoholkultur er anderledes end i vores nabolande, og hele 94 procent af de adspurgte 15 til 17-årige har da også prøvet at drikke alkohol.

Kan have alvorlige konsekvenser

Det er oftest også mere en bare en enkelt eller to genstande de unge drikker, når de først går i gang med de våde varer.

Undersøgelsen viser også, at seks ud af ti af de adspurgte har prøvet at drikke så meget, at de dagen efter har ville ønske, at de havde drukket mindre.

Hele 29 procent har sågar oplevet at komme til skade, fordi de har drukket for meget alkohol.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er lavet af analysebureauet Voxmeter fra september til november 2021. Der er tale om en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 15 til 25-årige for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats 'Fuld af liv'.

I undersøgelsen er 1.015 unge i aldersgruppen blevet spurgt til deres viden, holdninger og adfærd, når det kommer til alkohol. 236 af de adspurgte er 15 til 17 år.

Kræftens Bekæmpelsen skriver, at undersøgelsen er repræsentativ for aldersgruppen.

Man kan læse mere om undersøgelsen her.

Ifølge Statens Institut for Folkesundhed dør i gennemsnit et ungt menneske hver måned på grund af alkohol. Det sker for eksempel i forbindelse med trafikulykker, drukneulykker og fald fra højder.

- Lidt sorte huller i hukommelsen i løbet af en festlig aften kan måske virke harmløst for nogle, men når alkoholen får unge til at miste kontrollen over sig selv og deres handlinger, kan det i værste tilfælde have fatale konsekvenser, siger Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse i pressemeddelelsen.

Vil hæve aldersgrænsen for køb af alkohol

Hos Kræftens Bekæmpelse mener man, at aldersgrænsen for at købe alkohol bør følge myndighedsalderen, så man skal være 18 år for overhovedet at købe drikkevarer, der indeholder procenter.

- Når vi tillader 16-17-årige at købe alkohol, bakker vi som samfund op om en kultur, hvor alkohol introduceres alt for tidligt. Tallene her viser tydeligt, at en tidlig introduktion til alkohol ikke er en mild introduktion, men derimod et møde med en voldsom drukkultur, som kan være svær at navigere i for de helt unge, siger Mette Lolk Hanak.

Hun fortæller, at alkohol kan have alvorlige konsekvenser på både kort og lang sigt, og højere aldersgrænser får unge til at starte senere med at drikke alkohol og drikke mindre. Derfor opfordrer hun også politikkerne til at hæve aldersgrænsen.

- Det vil både betyde, at færre unge vil komme til skade i beruset tilstand, og at de på den lange bane vil være i mindre risiko for at blive afhængige og få alkoholrelaterede sygdomme - herunder kræft, siger Mette Lolk Hanak.

Sponsoreret indhold