Nyheder4 timer siden

Hustru til dødsdømt svensker: - Jeg ved ikke, om han er i live

Svensk-iranske Ahmadreza Djalali blev i juni flyttet fra et fængsel i Teheran. Siden er han forsvundet, siger hans hustru
Ahmadreza Djalali er forsvundet sporløst fra fængslet. Nu frygter hans familie for hans liv.
Ahmadreza Djalali er forsvundet sporløst fra fængslet. Nu frygter hans familie for hans liv.
 Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

Den svensk-iranske forsker Ahmadreza Djalali, der er dømt til døden i Iran, er forsvundet.

Det siger hans hustru, Vida Mehrannia.

Djalalis advokat i Iran har heller ikke kontakt med ham. Flere gange har advokaten uden held bedt de iranske myndigheder om at få lov til at besøge ham eller tale i telefon med ham.

Vida Mehrannia fortæller, at hendes mand indtil juni var indsat i Evin-fængslet i den iranske hovedstad, Teheran.

Fængslet blev ramt af et israelsk angreb, hvorefter flere indsatte blev overført til et andet fængsel syd for Teheran.

Siden blev Djalali igen flyttet, denne gang til et ukendt sted.

- Han har været forsvundet siden da, siger Vida Mehrannia.

Ahmadreza Djalali blev anholdt i 2016 og senere dømt til døden for at have været spion for Israel. Hans familie har fastholdt, at han er uskyldig.

Efter den 12 dage lange krig mellem Israel og Iran i juni er forholdet mellem de to lande meget anspændt.

Iran har skruet op for antallet af henrettelser, og fordi Djalali er dømt for spionage for netop Israel, vurderes der at være en øget risiko for, at han bliver henrettet i den nærmeste fremtid.

Sveriges ambassade i Iran har bedt om lov til at besøge Djalali, men det er ikke blevet imødekommet af Iran.

Ahmadreza Djalali havde før anholdelsen i 2016 permanent opholdstilladelse i Sverige, hvor han forskede i medicin på Karolinska Institutet i Stockholm.

Han blev anholdt under en forretningsrejse i Iran.

Efterfølgende er han blevet tildelt svensk statsborgerskab, men Iran anerkender ikke det dobbelte statsborgerskab.

Tilbage i maj opfordrede Sveriges udenrigsminister, Maria Stenergard, Iran til at løslade den 53-årige forsker med henvisning til humanitære årsager.

Djalali havde forinden fået et hjerteanfald, og i Sverige var der bekymring for, om han fik den rette lægebehandling i fængslet.

Iran afviste, at der skulle være grund til at være bekymret.

Sponsoreret indhold