Nyheder9. august 2018

Husker du: Danskere stod bag gigantisk sommerhit

Hele verden svajede med til rytmerne af sommerhittet over dem alle, da ”Sunshine Reggae” tog kloden med storm i sommeren 83.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/laid_back_1.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Den har 35 år på bagen, men nummeret bliver stadig flittigt spillet i sommerlandskabet. Faktisk så meget, at ”Sunshine Reggae”-sangen i 2016 var et af de danske hits, der tjente flest penge i udlandet, sammen med blandt andet melodier fra Lukas Graham og MØ.

Bagmændene er 66-årige Tim Stahl og 70-årige John Guldberg, der sammen udgør duoen Laid Back, og de to gamle gutter er stadig forbløffede over megahittets evige popularitet.

– Vi tager den ét år ad gangen og siger ”Nå, den lever stadig”, og så bliver vi glade over det. Det er ikke noget, vi tager som en selvfølge. Vi opfatter det som uforklarligt, har Guldberg sagt til Ekstra Bladet.

Ophavsmændene er ofte blevet forvekslet med den jamaicanske reggaekonge Bob Marley på grund af sangens caribiske stemning og ordene ”don't worry”. Men det er pæredanske herrer, der står bag, og samlet har hittet solgt mere end 20 millioner eksemplarer i hele verden. Særligt blev den populær i Europa og Sydamerika, mens det i USA var B-siden ”White Horse”, der solgte igennem.

– Det var en hektisk tid. Den lå nummer ét i 22 lande, og de ville alle sammen have, at vi kom og optrådte, lød det fra Tim Stahl i 2012 til TV2.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/laid_back_2.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

– Vi har prøvet at indspille i New York, London og Tyskland, men vi har fundet ud af, at det bliver vi sgu ikke bedre af. Vi er fedest her, lød det fra John Guldberg til Politiken. (Foto: Claus Poulsen)

Hurtigt hit

Sangen blev stor verden rundt, men faktisk tog det ikke mere end et par timer at lave den.

Reggaeviben kom fra olietønder, som John havde opdaget på sin bryllupsrejse til De Vestindiske Øer, og ordene ”gimme gimme” og ”don’t worry” var sjove – så vupti: Ét styk tilbagelænet sommerhit til folket.

– Det var et nummer, der slap uden om paskontrollen. Pladeselskabet koncentrerede sig om ”High Society Girl” og ødelagde den med 80’er-krom og hitklang. Ingen troede på ”Sunshine Reggae”, så den oprindelige indspilning blev bevaret, fortalte John Guldberg til Koda i 2009.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/laid_back_3.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Duoen overraskede i sommeren 1983 især de amerikanske fans, der troede, at de bløde reggaerytmer kom fra sorte artister og ikke to danskerblege fyre. (Foto: Claus Poulsen)

Duoen på kvisten

Guldberg og Stahl spiller stadig sammen efter 35 år og holder til i deres kviststudie på Vesterbrogade i København takket være ”Sunshine Reggae”.

– Den har da været med til at betale huslejen gennem årene, og den har gjort, at vi stadig kan have et studie, hvor vi kan spille, når vi vil, fortæller John til Ekstra Bladet.

– Der er ingen skumle bagtanker i ”Sunshine Reggae”. Den er følt helt fra hjertet af, og det tror jeg også, at publikum kan mærke, lyder det om sangen.

Sponsoreret indhold