Hungersnød er for første gang formelt konstateret i dele af Gaza

Der er for første gang formelt konstateret hungersnød i dele af Gaza, og hungersnøden ventes at sprede sig til flere områder den kommende måned.
Det oplyser den FN-støttede overvågningsenhed IPC i en rapport om situationen i Gaza ifølge Reuters og BBC.
Konkret er det Gaza By og de omkringliggende områder, der er ramt af hungersnød. Hungersnøden ventes også at omfatte byerne Deir al-Balah og Khan Younis ved udgangen af september.
514.000 personer vurderes aktuelt at være ramt af hungersnød. Det er en fjerdedel af Gazas befolkning.
IPC har tidligere advaret om, at befolkningen i Gaza var ramt af udbredt sult, men det har hidtil ikke været muligt at dokumentere, at der er tale om egentlig hungersnød. Årsagen har været mangel på data.
For at konstatere hungersnød i et område, skal tre kriterier være opfyldt:
Mindst 20 procent af befolkningen skal være ramt af ekstrem mangel på mad, mindst 30 procent af børnene skal lide af akut fejlernæring, og hver dag skal mindst to personer for hver 10.000 dø af sult.
Der har været udbredt mangel på mad i Gaza siden marts, hvor Israel lukkede grænserne for alle lastbiler med nødhjælp.
To måneder senere blev der delvist genåbnet for nødhjælp, men alligevel har der langtfra været nok mad til palæstinenserne i Gaza.
Israels udenrigsministerium er uenig i IPC's konklusioner. Der er ikke hungersnød i Gaza, konstaterer ministeriet i en udtalelse ifølge Reuters.
- Flere end 100.000 lastbiler med nødhjælp er kørt ind i Gaza siden krigens begyndelse, og de seneste uger har massive mængder nødhjælp fyldt Gazastriben med basisvarer og ført til et markant fald i fødevarepriserne, skriver ministeriet blandt andet.
FN's chef for koordinering af nødhjælp, Tom Fletcher, giver Israel nødhjælpsblokade skylden for hungersnøden.
- Det er en hungersnød, som vi kunne have afværget, hvis vi havde fået lov til det. Alligevel hober mad sig op ved grænserne på grund af Israels systematiske forhindringer, siger han på et pressemøde ifølge Reuters.
Rapporten har fået flere organisationer - herunder Amnesty International - til at kræve, at Danmark lægger et fornyet pres på Israels regering.
Amnesty Internationals danske afdeling mener, at EU skal suspendere sin handelsaftale med Israel og sanktionere israelske topfolk, og at Danmark skal stoppe al våbeneksport til Israel.
- Det må være slut med ord fra den danske regering - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, det her sker på jeres vagt: Israel bruger sult som våben mod civile.
- Det er ulovligt, og jeres ansvar er at lægge maksimalt pres på den israelske regering, siger generalsekretær Vibe Klarup i en skriftlig udtalelse.
IPC - Integrated Food Security Phase Classification - er et globalt system, der bruges til overvågning af fødevaremangel. Det er samtidig et partnerskab mellem en lang række nationale og internationale organisationer.
Siden IPC blev oprettet i 2004, har den erklæret hungersnød i alt fem gange forskellige steder i verden. Sidste år blev der erklæret hungersnød i Sudan.