Nyheder28. juli 2023

Hundredevis på gaden: Protesterer mod koranafbrændinger

Demonstrationen finder sted på Christiansborg Slotsplads
Hundredvis af mennesker er samlet til demonstration mod koranafbrændinger.
Hundredvis af mennesker er samlet til demonstration mod koranafbrændinger.
 Foto: Presse-fotos.dk

Kender du mere til sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv en mail til journalisten på saad@sh.dk

Fredag eftermiddag er hundredevis af mennesker til stede på Christiansborg Slotsplads for at demonstrere mod de koranafbrændinger, der har fundet sted de senester uger.

Det skriver TV 2, der har en reporter, som befinder sig på Christiansborg Slotsplads.

Den pågældende reporter fortæller til eget medie, at demonstrationen forløber sig fredeligt med taler samt oplæsning fra Koranen.

"Ja til dialog, nej til hån og had, ja til kærlighed, nej til hån og had", bliver der blandt andet sagt ved demonstrationen.

Der bliver læst op fra Koranen ved demonstrationen.
Der bliver læst op fra Koranen ved demonstrationen.
 Foto: Presse-fotos.dk

Demonstrationer i Danmark og Sverige, hvor Koranen er blevet brændt af, har vækket opsigt og vrede i flere lande.

Egypten havde torsdag indkaldt den danske ambassadør i landet, Anne Dorte Riggelsen, til en samtale grundet de mange afbrændinger af Koranen, der har fundet sted i Danmark.

Egypten opfordrede her til, at "myndighederne i Danmark og andre lande, der har oplevet lignende hændelser, tager konkrete skridt til at stoppe disse uheldige episoder én gang for alle".

Koranafbrændingerne har udløst stor vrede i den muslimske verden.

I sidste uge blev Sveriges ambassade i Iraks hovedstad, Bagdad, stormet, og der blev sat ild til bygningen. Senere forsøgte demonstranter igen at trænge ind i Bagdads ambassadeområde.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtalte lørdag, at det er "en skændig handling" at krænke andres religion.

- Jeg fordømmer den slags dumheder, som en lille håndfuld enkeltpersoner lavede i går foran den irakiske ambassade, sagde Lars Løkke Rasmussen i en skriftlig kommentar.

- Det er en skændig handling at krænke andres religion. Det gælder både afbrænding af koraner og andre religiøse symboler. Det har intet andet formål end at provokere og skabe splittelse.

Sponsoreret indhold