Nyheder23 timer siden

Humørsprederen Rikke Marie Madsen tager baby og partner med til EM

Blot otte måneder efter fødslen af datteren Frida har Rikke Marie Madsen kæmpet sig til EM i Schweiz
Rikke Marie Madsen under træningen for kvinde fodboldlandsholdet i Helsingør mandag den 23. juni 2025.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Rikke Marie Madsen tager sin lille baby med til EM.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Blot otte måneder gamle Frida bliver en del af den danske lejr til EM i kvindefodbold i Schweiz.

Nej, landstræner Andrée Jeglertz har ikke fået kuk i kasketten, og ovenstående er naturligvis en tilsnigelse. Men Frida og hendes far, Martin, kommer i hvert fald til at være tættere på truppen end de fleste.

I henhold til den seneste landsholdsaftale, der trådte i kraft ved årsskiftet, tilbyder Dansk Boldspil-Union (DBU) spillere med børn under tre år, at de og en babysitter/partner kan rejse med til slutrunder eller samlinger med landsholdet.

Og da Fridas mor, Rikke Marie Madsen, var én af kaninerne i EM-truppen, takkede Everton-spilleren ja til muligheden.

- Det er mega nice og gør en kæmpe forskel for mig, at de skal med til Schweiz. Ingen har jo rigtigt prøvet det før, så det er svært at sige, hvordan det bliver.

- Men det bliver helt sikkert ikke en hyggelig familieudflugt, og der er selvfølgelig ting, der skal være helt adskilt. Vi kommer til at bo et stykke fra resten af truppen, så vi ikke forstyrrer nogen, og de kommer ikke til at opholde sig i fællesområderne.

- Men altså, derudover kommer det jo næppe til at gøre noget skidt for nogen, at der sidder en sød baby og smiler til folk, siger 27-årige Madsen.

Efter fødslen i slutningen af oktober sidste år blev Madsen tre måneder i Danmark efter aftale med klubholdet Everton, hvorefter hun startede et hidsigt kapløb for at genfinde formen inden kontraktudløb og EM.

- Jeg startede stille og roligt ud, for der var noget med bevægelserne, der ikke var, som det plejede. I de første træninger tænkte jeg: "Fuck, det kommer til at tage lang tid det her". Men uge for uge blev det bedre, og jeg vidste godt, at jeg havde travlt.

22. marts - kun knap fem måneder efter fødslen - fik Madsen comeback for Everton i en ligakamp, og spilletid i fem af de resterende seks kampe var nok til at overbevise Jeglertz.

- Jeg er mega stolt over, at det lykkedes at komme med til EM. Heldigvis var jeg forskånet for de småskavanker, som ellers tit følger med, når man har været ude i længere tid. Det var en smooth tilbagevenden.

- Jeg er stadig ikke helt der, hvor jeg var for et år siden, for nogle ting kommer først med kontinuerlig spilletid. Jeg mangler lidt teknisk og med boldomgangen, men fysisk føler jeg, at jeg er ret godt med, siger Madsen.

For to år siden var kantspilleren indhopper i første kamp og spillede siden fra start i de resterende tre kampe ved VM i Australien. Denne gang er udsigterne mere uklare.

- Jeg tager, hvad jeg kan få. Jeg blev udtaget som træningsspiller til seneste samling med landsholdet, og der tænkte jeg bare: "I'll take it" og sugede alt til mig, for jeg manglede træning.

- Men mere vil have mere, og hvis landstræneren råber mit navn op, er jeg så klar, siger Madsen, som af holdkammerater bliver fremhævet som en fighter, der spreder energi og humør til holdet.

- Jeg elsker at være her. Her er fede træninger med knald på, og det er fedt at have et fælles mål at gå efter som gruppe. Hvem vil ikke gerne være en del af et nice fællesskab? Det får jeg i hvert fald energi af.

Mandag formiddag rejser den danske trup til EM-basen i Neuchatel og laver de sidste forberedelser inden åbningskampen mod Sverige i Genève fredag aften.

Sponsoreret indhold