Hr og fru Kjær: Tavse om skilsmissen
![Parret nægter at fortælle om årsagen til skilsmissen](https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/janniogchristiantavse1-jpg.jpg?auto=format,compress&fit=min&crop=faces,entropy&ar=394:221)
Det kan godt være, at de netop har afsløret, at de skal skilles efter 20 års ægteskab, men Janni og Christian holder stadig sammen. Det gør de i hvert fald når det kommer til kommentarer omkring bruddet.
Både 46-årige Janni og 65-årige Christian Kjær klapper i som østers når de bliver spurgt til årsagen til skilsmissen.
- Jeg vil ikke sige noget. Vi har sagt, hvad der skal sige, siger hofjægermesteren, da B.T. ringer til ham, mens han simpelthen vælger at smide røret på, da Ekstra Bladet fanger ham.
Heller ikke parrets venner kender til årsagen. For mange kom det som et stort chok, at parret overhovedet er på vej mod skilsmisse.
Meget tyder derfor på, at det ikke bliver en skilsmisse i stil med Paul McCartneys eller Madonnas, hvor de stridende parter kaster mudder efter hinanden i medierne.
Penge kommer de heller ikke til at slås om på trods af, at de er flere hundrede millioner værd begge to. Kort før deres bryllup i 1988 lavede de nemlig særeje og sikrede dermed hver deres millioner.