Nyheder9. maj 2023

Hovsa! Kunstværk smadret under transport

Det gik ikke som planlagt, da det gigantiske kunstværk Telemuren skulle flyttes

Hovsa! Kunstværk smadret under transport

Det omstridte kæmpekunstværk Telemuren skulle tirsdag morgen flyttes fra et deponi i Sdr. Hostrup til centrum af Aabenraa.

Men det endte helt galt. Dele af kunstværket væltede på ladet af en lastbil og blev knust. Det skriver JydskeVestkysten.

Et murelement landede oven på et andet, som blev knust i flere tusind stykker, skriver avisen.

Derudover er flere murdele landet på vejen i et sving, mens lastbilens sider har lidt skade.

Telemuren er et kunstværk i tegl, der er skabt af den svenske kunstner Ulla Viotti. Muren er 45 meter lang, fem meter bred og 1,8 meter høj.

Mange mennesker var mødt op for at følge transporten, herunder den pensioneret arkitekt Jørgen Hoeck.

– Sådan nogle forbandede amatører, sagde han ifølge JydskeVestkysten, da det gik op for ham, hvad der var sket.

Telemuren har været placeret i et deponi i 16 år, mens politikere i Aabenraa Kommune har diskuteret, hvad der skulle ske med kunstværket. Af den grund har værket vakt stor opsigt.

Værket blev i 2007 fjernet fra H.P. Hanssens Gade i Aabenraa og sat i deponi, fordi kommunen solgte grunden til en bagerbutik.

I galleriet øverst i artiklen kan du se det tabte og smadrede kunstværk.

/ritzau/

Sponsoreret indhold