Nyheder21. december 2023

Hövding har indgivet konkursbegæring

Den svenske cykelhjelmsproducent Hövding har indgivet konkursbegæring
 Den svenske cykelhjelmsproducent Hövding har indgivet konkursbegæring.
Den svenske cykelhjelmsproducent Hövding har indgivet konkursbegæring.
 Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Den svenske cykelhjelmsproducent Hövding har indgivet en konkursbegæring.

Det fremgår af virksomhedens hjemmeside torsdag eftermiddag.

- Konkursansøgningen er i dag den 21. december 2023 indgivet til Malmø Tingsret, lyder det.

Årsagen til konkursbegæringen er, at den svenske forbrugerstyrelse indførte et permanent salgsstop og tilbagekaldelse af cykelhjelmen Hövding 3 den 15. december.

- Hövding deler ikke Forbrugerstyrelsens konklusion og har anket afgørelsen, skriver Hövding.

Virksomheden tilføjer, at Forvaltningsretten i Sverige torsdag har omstødt den svenske forbrugerstyrelses beslutning.

Derfor kan Hövding 3-hjelmen godt sælges. Men selskabet har alligevel valgt at indgive en konkursbegæring.

- De skader, der er forårsaget af den svenske forbrugerstyrelses handlinger, er dog så omfattende, at bestyrelsen ikke kan se, at der er grundlag for at fortsætte virksomheden, lyder det.

Cykelhjelmen fra Hövding består af en krave, som man bærer om halsen.

Hvis en cyklist vælter med den på, vil vedkommendes hoved automatisk blive dækket af en airbag, der springer ud fra kraven.

Forbrugerstyrelsen i Sverige indførte i november et midlertidigt salgsstop af cykelhjelmen med begrundelsen, at der "kunne være sikkerhedsrisici ved at bruge hjelmen".

Styrelsen har vurderet, at cykelhjelmen ikke er beskyttende nok i mange situationer.

Ifølge Hövding har det statslige forskningsinstitut Rise undersøgt den testmetode, der blev brugt under certificeringen af cykelhjelmen, og konkluderet, at metoden lever op til sikkerhedskravene.

I sidste uge sagde vicedirektør Kirsten Wilbour Dam Christensen fra Sikkerhedsstyrelsen i Danmark i et skriftligt svar til Ritzau, at styrelsen endnu ikke har taget stilling til brugen og salget af Hövding 3-cykelhjelmen i Danmark.

- Sikkerhedsstyrelsen har afventet de svenske myndigheders sagsbehandling for Hövding 3-hjelmen. Vi er endnu ikke blevet informeret fra Konsumentverket (den svenske forbrugerstyrelse, red.) om, hvilken afgørelse der er truffet.

- I næste uge vil vi bede dem om nærmere oplysninger. Ud fra det vil vi afgøre mulige konsekvenser for danske forhandlere og brugere af Hövding 3-hjelmen, sagde hun.

Til det svenske nyhedsbureau TT siger Hövdings bestyrelsesformand Joel Eklund, at virksomheden havde mistet alt salg i Sverige i en periode, og at det også havde mistet en del salg i Danmark.

- Det salgstab i kombination med den enorme omdømmeskade, som vi har lidt af den måde, som Forbrugerstyrelsen har udtrykt sig på i medierne, har gjort situationen fuldstændig håbløs.

Sponsoreret indhold