Nyheder20. september 2021

Hotel Rwanda-helt skyldig i terroranklager

Paul Rusesabagina, som inspirerede "Hotel Rwanda", er ved domstol i Rwanda kendt skyldig i terrorsag.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210623-175750-1-1626x1957we.jpg
 Clement Uwiringiyimana/Reuters/Ritzau Scanpix

Paul Rusesabagina, helten fra Hollywood-filmen "Hotel Rwanda", er blevet fundet skyldig i terrorrelaterede anklager.

Det sker ved en domstol i Rwandas hovedstad, Kigali, mandag.

Han blev anholdt i august sidste år efter at have levet i eksil i adskillige år. Hans tilhængere mener, at han blev kidnappet. Ifølge den rwandiske regering blev han narret til at stige om bord på et privat fly.

Sagen handler om Rusesabaginas engagement i oppositionspartiet Rwandas Bevægelse for Demokratisk Forandring (MRCD), som han er medstifter af.

I 2018 skete en række angreb på landsbyer i det sydlige Rwanda nær grænsen til Burundi.

Myndighederne anklagede Den Nationale Befrielsesfront (FLN), som er en væbnet gren af MRCD, for angrebet.

- Jeg benægter ikke, at FNL begik forbrydelser, men min rolle var diplomati.

- Aftalen, som vi underskrev for at oprette MRCD som en politisk enhed, omfattede dannelsen af en væbnet gren kaldet FLN.

- Men mit arbejde hørte under den politiske enhed, og jeg havde ansvar for diplomati, forklarede Rusesabagina tilbage i september sidste år.

Rusesabagina blev som den autentiske figur beskrevet som helten i filmen "Hotel Rwanda".

Filmen viser, hvordan han som hotelbestyrer i 1994 redder hundredvis af tutsier under radikale hutuers folkemord på cirka 800.000 mennesker.

Efterfølgende brugte Rusesabagina berømmelsen til at rette kritik mod præsident Paul Kagame.

Straffen i sagen er endnu ikke udmålt.

Anklagerne vil have ham dømt på livstid. Rusesabagina er blandt andet anklaget for terrorisme, gidseltagning og brandstiftelse.

Han afviser alle anklager. Hans tilhængere kalder retssagen et bevis på Kagames hårde behandling af politiske modstandere.

Sponsoreret indhold