Nyheder18 timer siden (opd. 17 timer siden)

Holocaust-overlever Margot Friedländer er død

Holocaust-overleveren Margot Friedländer, som også var en kendt offentlig stemme, er død i en alder af 103 år
Den tyske holocaust-overlever Margot Friedländer taler om dialog og forsoning ved et debatarrangement om islamofobi og antisemitisme i 2023.
Den tyske holocaust-overlever Margot Friedländer taler om dialog og forsoning ved et debatarrangement om islamofobi og antisemitisme i 2023.
 Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Holocaust-overleveren Margot Friedländer, som også var en kendt offentlig stemme, er død i en alder af 103 år.

Det meddeler Margot Friedländer-stiftelsen fredag.

Den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, siger, at nyheden om Friedländers død påvirker ham dybt.

- Hun gav tyskerne forsoningens gave på trods af alt det, som tyskerne gjorde ved hende som ung kvinde, siger han.

Friedländer blev født i Berlin som del af en jødisk familie af knappemagere.

Under Holocaust blev hun sat i Theresienstadt-lejren, som ligger i det, der i dag er Tjekkiet.

Mens hun og hendes mand, Adolf, overlevede og emigrerede til USA, døde resten af hendes nærmeste familie i koncentrationslejren Auschwitz.

Efter at Friedländers mand døde i 1997, besluttede hun sig for at tage undervisning i at skrive erindringer, og hun begyndte også at arbejde på en dokumentar om sine oplevelser.

Hun tog tilbage til Tyskland igen for første gang i 2003. I en alder af 88 år flyttede hun permanent til Berlin. Hendes nåede aldrig at sætte sin fod i Tyskland igen.

Friedländer fik i Tyskland mange roser for sin vedvarende indsats for, at folk ikke skulle glemme Holocaust - nazisternes forsøg på systematisk udryddelse af jøderne, der kostede omkring seks millioner jøder livet.

Hun stod tidligere fredag til at modtage ordenen Bundesverdienstkreuz af præsident Steinmeier, men ceremonien blev aflyst i hast.

Friedländer har givet talrige interview. Hendes erindringer hedder "Versuche, dein Leben zu machen" - eller på dansk nogenlunde "Forsøg at skabe dit liv".

Om det har hun til mediet Deutsche Welle sagt:

- Disse ord har præget mit liv. Jeg synes, at jeg har opnået noget, ikke blot for min mor, ikke kun for seks millioner mennesker, men for de mange millioner, som blev dræbt, fordi de ikke ønskede at gøre det, som de blev bedt om.

Sponsoreret indhold