NyhederI går (opd. 23 timer siden)

Holger slår franskmand og spiller sig videre i Toronto

Holger Rune brugte blot 65 minutter på at spille sig videre til fjerde runde i den canadiske storby Toronto

Tennisspilleren Holger Rune er klar til fjerde runde ved Masters 1000-turneringen i Toronto.

Natten til fredag vandt danskeren med 6-2, 6-4 over franske Alexandre Muller på en time og fem minutter.

Rune, der rangerer som nummer ni i verden, var storfavorit mod franskmanden, der er nummer 40 på verdensranglisten.

Den 22-årige dansker satte sig efter få minutter på kampen mod den seks år ældre franskmand.

Alexandre Muller bragte sig i front med 1-0, da han åbnede med et rent serveparti, men herefter viste Rune sin kvalitet. To gange i første sæt brød danskeren sin modstanders serveparti.

Andet sæt forløb nogenlunde som det første, da Holger Rune hurtigt fik brudt sin modstanders serv og bragt sig foran med 2-1. Herfra gjorde danskeren arbejdet færdigt og lukkede kampen.

Det var anden gang i karrieren, at Rune besejrede Muller. De to spillere mødtes også for fire år siden i en challenger-turnering i Italien, hvor det endte med en dansk sejr.

I fjerde runde skal Holger Rune op mod Alexei Popyrin, der er nummer 26 i verden.

Australieren slog fredag morgen dansk tid overraskende russiske Daniil Medvedev 5-7, 6-4, 6-4.

Rune vandt for to år siden seneste møde med 25-årige Popyrin i tre sæt på grus i Rom.

Sponsoreret indhold