Nyheder21. marts 2013

Holger Juul: Sådan skal han begraves

Alle er velkomne, når familien mandag tager afsked med skuespilleren
Holger Juul Hansen gik bort tirsdag aften efter længere tids sygdom - han blev 88 år gammel
Holger Juul Hansen gik bort tirsdag aften efter længere tids sygdom - han blev 88 år gammel
 Foto: All Over




Når den folkekære skuespiller Holger Juul Hansen på mandag klokken 10 stedes til hvile fra Grundtvigskirken i København, er alle velkomne. Det oplyser hans datter Christina Juul Hansen til bt.dk.

- Han har selv været ind over størstedelen af planlægningen, og han har hele tiden ønsket, at det skal være en åben begravelse, siger hun til bt.dk.

Holger Juul Hansen: Hans liv i billeder

- Vi talte en del med far om det. Han har altid sagt, at man ikke kun kan være en offentlig person på nogle punkter. Og når man møder folk på gaden og taler med dem, så skal man også give dem lov til at møde op til ens begravelse og sige et sidste farvel, hvis de ønsker det.

Tirsdag aften klokken ca. 19.30 sov den store skuespiller ind, 88 år gammel. Han var omgivet af sin kone Inge, sønnen Peter og datteren Christina samt barnebarnet Lærke.

Det sidste halve år var hårdt for den kendte skuespiller, vi alle husker som bankdirektør Varnæs i "Matador".
Han blev i september sidste år indlagt med en slem lungebetændelse, som ikke kunne kureres.

Holger Juul Hansen: Sådan vil vi huske ham

- Det helt store problem var, at han ikke kunne tåle morfin, så lægerne kunne til sidst overhovedet ikke smertelindre ham. Det var forfærdeligt, siger hans højtelskede kone gennem 47 år, Inge, i dag til Ekstra Bladet.

Parret i mange år boet i Skuespillerforeningen Hus på Bispebjerg få minutter fra Grundtvigskirken, hvorfra danskerne mandag kan vise Holger Juul Hansen den sidste ære.

Sponsoreret indhold