Hjernedød kvinde holdt kunstigt i live i fire måneder: Nu har hun født

I februar blev amerikanske Adriana Smith erklæret hjernedød.
Da det skete, var hun ni uger gravid, men som følge af staten Georgias strenge abortlovgivning, der forbyder abort efter mere end seks ugers svangerskab, blev hun lagt i respirator.
Der har hun ligget i fire måneder, et forløb som hendes mor April Newkirk har kaldt for 'tortur, men nu kan den endelig slukkes.
13. juni fødte hun således sønnen Chance, der kom til verden ved akut kejsersnit.
- Det forventes, at han bliver OK. Han kæmper. Vi vil bede for ham, fortæller April Newkirk til 11Alive.
Mens hendes barnebarn kæmper for overlevelse, har hun også skulle gøre sig klar til at sige farvel til sin datter, hvis respirator blev slukket 17. juni.
- Det er svært at bearbejde. Jeg burde ikke begrave min datter. Min datter burde begrave mig. Hvis jeg kunne sige én ting mere til hende, ville jeg nok fortælle hende, at jeg elsker hende, og at hun var en fantastisk datter, fortæller hun.
Hospitalet, hvor Adriana Smith har været i respirator, kan ikke udtale sig om den generelle sag, men har til AP fortalt, at de har taget højde for statens abortlovgivning.
Tilbage står April Newkirk, som siger, at hun ville ønske beslutningen om datterens graviditet var blevet overladt til familien.
- Denne beslutning skulle have været overladt til os. Nu står vi tilbage og spekulerer på, hvilket liv han vil få - og det bliver os, der skal opdrage ham.