Nyheder12 timer siden

Hjemmeferie? Den danske sommer kan blive varm og mindre våd end vanligt

Både DMI og TV 2 spår, at sommeren 2025 kan ende i den varme ende
Der kan blive rig mulighed for en tur på stranden, hvis de første langtidsprognoser viser sig at spå rigtig.
Der kan blive rig mulighed for en tur på stranden, hvis de første langtidsprognoser viser sig at spå rigtig.
 Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix

Langtidsprognoserne for den danske sommer gemmer umiddelbart på godt nyt til alle, der foretrækker varme dage frem for middeltemperaturer.

Sådan lyder buddet fra DMI, når sommervejret vurderes fra forårsperspektiv.

Selv om der er uenighed i prognoserne om den mest sandsynlige placering af høj- og lavtryk, er der indikationer på at højtryk vil dominere over Vesteuropa i juni.

De fleste lavtryk vil tage en bane nord om Danmark, og derfor kan højtryksrygge give flere perioder med tørt og solrigt, varmt vejr.

Det får den overordnede dom for juni til at lyde på temperaturer, der ligger ”omkring eller noget over normalen” og nedbørsmængder under gennemsnittet.

Også varm juli

Prognoserne fra juli er selvsagt mere usikre, men her er dommen ikke ulig den første sommermåned.

Dog spås det, at der vil være flere perioder med ustadigt vejr.

- Enkelte fronter kan dermed passere Danmark med skyer og noget regn, efterfulgt af en blanding af sol, skyer og byger, skriver Danmarks Meteorologiske Institut.

Konklusionen for juli lyder derfor også på temperaturer over eller omkring normalen for juli, mens nedbøren som helhed kan ende under normalen for juli.

Rammer prognoserne plet, ligner det en sommer, med markant mindre regn end i 2024.

Her endte Danmark med den sjette vådeste sommer i målehistorien, mens det blot blev til 21 dage, hvor temperaturen kom over 25 grader – kravet for at kalde en dag en sommerdag.

Sidstnævnte statistik bliver forhåbentlig overgået i år, hvilket man også tror på hos TV 2.

Her spår man, at sommervejret kan gå i top-10 over varmeste somre.

- Normalt ender sommeren med 16,1 grader i middeltemperatur, så et godt bud er, at sommeren 2025 kan komme til at minde om det sommervejr vi havde i 2019, skriver mediet.

Det varme år bød på 35 sommerdage og en middeltemperatur for årets tre sommermåneder på 16,8 grader.

Både DMI og TV 2 understreger, at langtidsprognoser er fyldt med store usikkerheder.

Sponsoreret indhold