Nyheder13. oktober 2022

Hjælpepulje er stort set ikke blevet brugt

De mange millioner danske kronber, der skulle hjælpe inflationsramte danskere, er stort set ikke blevet brugt, skriver DR.

En hjælpepulje på 100 millioner kroner - snart 200 millioner kroner - som skal hjælpe trængte danskere med høje regninger på el og varme, er stort set ikke blevet brugt.

Det viser en aktindsigt, DR har fået.

I tirsdags havde 22 kommuner søgt om samlet 1,1 million kroner til borgere, som har svært ved at betale regninger.

Kommuner som København, Odense og Aarhus har slet ikke søgt om penge fra puljen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at det er for sløvt af kommunerne. Han siger til DR, at det er vigtigt, at pengene kommer ud at arbejde.

Kommunernes Landsforening (KL) understreger, at man er opmærksom på ordningen.

- Det er vores indtryk, at der bliver arbejdet med sagen i kommunerne, men også, at mange af de borgere, der søger, får afslag, fordi de ikke lever op til de meget strikse kriterier, skriver cheføkonom og direktør i KL Morten Mandø i et skriftligt svar til DR.

Cheføkonomen fremhæver, at det for eksempel er et kriterie, at man ikke har en formue på over 10.000 kroner, hvis man skal have hjælp.

Nina Von Hielmcrone, som er lektor i socialret på Aalborg Universitet, siger til DR, at hun mener, at puljen er for ukendt.

Hun tilføjer, at kravene er meget stramme, og at det kan svært for nogle udsatte at overskue at søge hjælp, når der skal søges digitalt og indsendes en masse dokumenter og kontoudskrifter.

Fredag fremhævede socialminister Astrid Krag (S) over for DR, at puljen er en mulighed for danskere, som har svært ved at betale regningerne.

Hvis man eksempelvis er på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller førtidspension har man mulighed for at søge puljen.

Man skal kunne indsende dokumentation for udgiften, men også hvad ens øvrige faste udgifter er, og hvad en eventuel bil eller lignende er værd.

Sponsoreret indhold