Nyheder26. oktober 2021

Heunicke med dårligt nyt: Epidemien er i vækst

Selv om kontakttallet bygger på usikre tal, så flugter det med andre nøgletal, oplyser sundhedsminister
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/heunicke2.jpg
 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kontakttallet for coronavirus er beregnet til 1,2 i denne uge. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Til sammenligning var kontakttallet beregnet til 1,0 i sidste uge.

Kontakttallet er en beregning af, hvordan smitten med coronavirus spreder sig i samfundet.

Når tallet er 1,2, svarer det til, at 10 smittede vurderes at sende smitten videre til 12 andre. Derved er epidemien tiltagende.

Kontakttallet er et blandt flere nøgletal, som sundhedsmyndigheder, politikere og eksperter bruger til at følge udviklingen i coronapandemien.

- Kontakttallet er beregnet til 1,2. Selv om det bygger på usikre tal, flugter det med andre nøgletal.

- Incidensen er steget fra 90 til 161 på en uge. Skyldes delvist, at flere lader sig teste, men den gennemsnitlige daglige positivprocent er også steget fra 1,4 til 2,0, skriver Heunicke på Twitter.

Sponsoreret indhold