Nyheder5. februar 2024

Her vil de tredoble prisen på parkering

Vælgerne i Paris har ved en folkeafstemning sagt ja til at tredoble prisen for at parkere en SUV i byen
Det bliver sandsynligvis snart dyrere at parkere en SUV i Paris. (Arkivfoto)
Det bliver sandsynligvis snart dyrere at parkere en SUV i Paris. (Arkivfoto)
 Foto: Michel Euler/AP/Ritzau Scanpix

Står det til pariserne, bliver det snart dyrere at parkere en SUV i den franske hovedstad.

Det har vælgerne i Paris besluttet ved en folkeafstemning søndag.

En SUV er en af de større og højere personbiler, der i de senere år er blevet populære, også herhjemme.

Ved folkeafstemningen kunne de 1,3 millioner stemmeberettigede indbyggere i Paris stemme om, hvorvidt biler, der vejer over 1,6 ton, skal afkræves 18 euro i timen for at parkere i de centrale dele af byen.

Det er 135 kroner og tre gange mere end de seks euro, det koster nu.

I andre dele end det centrale Paris skal prisen ifølge vælgerne være 12 euro i timen.

Elbiler er også tunge, men der er særlige regler. De skal op på en vægt på to ton, før de kommer under samme parkeringsregler som SUV'erne.

– Jo større de er, jo mere forurener de, sagde Paris' socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, da hun i december meddelte, at der skal stemmes om sagen ved en vejledende folkeafstemning.

Det officielle resultat af folkeafstemningen er ifølge byens myndigheder, at 54,55 procent af de afgive stemmer går ind for højere parkeringsafgifter.

Stemmeprocenten var blot 5,7 procent.

Mens Hidalgo har været borgmester, er der blevet bedre plads til cyklister. Der er bygget mange cykelstier.

Myndighederne siger, at en SUV er dobbelt så farlig for en cyklist som en almindelig bil.

SUV'erne optager generelt også mere plads end andre biler, om det så er på parkeringspladsen eller på vejen.

En gennemsnitlig bil i Paris er siden 1990 blevet 250 kilo tungere, har myndighederne regnet sig frem til.

Den konservative opposition i Paris er uenig med borgmesteren. Den taler om, at borgerne er blevet manipuleret ved folkeafstemningen.

Bilisternes interessegrupper påpeger, at en "ny og moderne SUV ikke forurener mere, snarere mindre, end en lille dieselbil fra før 2011".

Det var søndag aften ikke klart, hvornår de nye parkeringsregler træder i kraft.

Sponsoreret indhold