Nyheder13. juli 2023

Her tvangssteriliserer de stadig kvinder

En rapport fra landets senat konkluderede sidste år, at den "horrible praksis ikke er begrænset til fortiden, men at den klart fortsætter i dag".
Genrefoto
I Canada finder den "horrible praksis" stadig sted (genrefoto).
 Foto: Colourbox

Der foregår fortsat tvangssterilisering af kvinder fra den oprindelige befolkning i Canada.

Det fortæller både læger, aktivister og politikere, skriver nyhedsbureauet AP.

Situationen i Canada adskiller sig dermed fra de øvrige velstillede lande i verden, hvor det er årtier siden, at praksis med at tvangssterilisere kvinder fra den oprindelige befolkning blev indstillet.

En rapport fra Canadas senat konkluderede sidste år, at den "horrible praksis ikke er begrænset til fortiden, men at den klart fortsætter i dag".

I maj modtog en læge i Canada en dom for at have tvangssteriliseret en kvinde i 2019.

Ledere af grupper af oprindelige folk peger på, at landet endnu mangler fuldt at anerkende dets komplicerede koloniale fortid.

Der er ingen præcise estimater af, hvor mange kvinder der gennem tiden er blevet tvangssteriliseret. Men eksperter siger, at de jævnligt hører om anmeldelser.

Senator Yvonne Boyers kontor indsamler noget af den sparsomme datamængde, der er tilgængelig. Ifølge hendes data har mindst 12.000 kvinder været berørt af problematikken siden 1970.

- Når jeg taler for en gruppe af personer fra den oprindelige befolkning, bliver jeg oversvømmet af kvinder, der fortæller mig, at de er blevet udsat for tvangssterilisering, siger Yvonne Boyer.

Sundhedsmyndighederne i delstaten Northwest Territories offentliggjorde en række straffe i maj i en sag, der muligvis kan være den første, hvor en læge er blevet sanktioneret for at have steriliseret en kvinde mod hendes vilje. Det fremgår af dokumenter, som AP er i besiddelse af.

De seneste mange år er flere beretninger kommet frem om, hvordan den canadiske stat har behandlet landets oprindelige befolkning.

Folkeslagene har blandt andet oplevet af få deres børn indskrevet på kostskoler drevet af staten og den katolske kirke.

Her skulle de vende deres egen kultur ryggen og i stedet tilegne sig vestlig kultur og desuden tale engelsk og fransk, skriver nyhedsbureauet dpa.

Sponsoreret indhold