Nyheder30. juni 2023

Her har 144 bilister fået klip i kørekortet

Fartgrænsen på Holbækmotorvejen er i anledning af Roskilde Festival nedsat til 80 kilometer i timen
Mindst 144 bilister står til at få et klip i kørekortet, efter at de har kørt for hurtigt på Holbækmotorvejen nær Roskilde Festival.
Mindst 144 bilister står til at få et klip i kørekortet, efter at de har kørt for hurtigt på Holbækmotorvejen nær Roskilde Festival.
 Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Mindst 144 bilister står til at få et klip i kørekortet, efter at de har kørt for hurtigt på Holbækmotorvejen nær Roskilde Festival.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Fartgrænsen er i anledning af festivalen nedsat til 80 kilometer i timen, fordi politiet er bekymrede for, om festivalgæster forvilder sig ud på motorvejen.

Årsagen kan ifølge politiet være, at biler enten sætter festivalgæster af eller samler dem op.

Det kan også skyldes, at de ønsker at krydse motorvejen.

Og netop det skulle være sket sent torsdag aften. Politiet modtog her to anmeldelser om, at flere personer befandt sig i nødsporet.

Men da politiet gennemkørte strækningen, var personerne væk.

Torsdag blev i alt 276 bilister blitzet af en Automatisk Trafikkontrol (ATK). Heraf står 33 til et klip i kørekortet.

Den højeste målte hastighed på strækningen i både øst- og vestgående retning i løbet af festivalen var 153 kilometer i timen - altså næsten dobbelt så hurtigt, som man må køre, indtil festivalen er afviklet.

Dette skete tirsdag, og bilisten kan ud over et klip i kørekortet se frem til en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.

For at få et klip i kørekortet skal man køre mere end 30 procent for hurtigt. Hvis man kører mere end 60 procent for hurtigt, får man en betinget frakendelse af kørekortet. Det betyder, at hvis man overtræder færdselsloven igen, mister man kortet.

I alt 1125 kan indtil videre se frem til en bøde for at have kørt for hurtigt på strækningen.

Hastighedsbegrænsningen gælder frem til søndag den 2. juli sent om aftenen.

Politiet kontrollerer ikke kun ved hjælp af ATK, at bilisterne overholder hastighedsgrænsen. Også uniformerede og civile patruljevogne kan ses på strækningen.

Der har tidligere været rejst tvivl om, hvorvidt skiltningen på strækningen har været tydelig nok.

Politiet gennemkører derfor strækningen flere gange dagligt for at sikre, at alle færdselstavler står rigtigt. Det vil samtidig videodokumentere skiltningen, så det kan indgå som bevis ved eventuelle kommende retssager.

Sponsoreret indhold