Nyheder17. august 2022 (opd. 17. august 2022)

Her er Jyllands dyreste sommerhus

Skagen kan bryste sig af at have Jyllands dyreste og Danmarks næstdyreste sommerhus - det blev købt for en slik tilbage i 2018, men koster nu en formue
BUM! Jyllands dyreste sommerhus er 155kvadratmeter stort, og ligger helt ud til havet. Skal du have fingre i det, skal der 25 millioner kroner op af lommen. 
BUM! Jyllands dyreste sommerhus er 155 kvadratmeter stort og ligger helt ud til havet. Skal du have fingre i det, skal der 25 millioner kroner op af lommen.
 Foto: Boliga.dk

Selvom is, strandture og sommerferiedagene så småt er ved at være talte for langt de fleste danskere, ligger markedet for de eksklusive ferieboliger rundt om i landet ikke helt stille.

Udbudspriserne har fortsat sin tur mod skyerne – og med et nyt til salg-skilt plantet i haven stryger en ferievilla på Hamiltonvej i Skagen lige ind i markedets absolutte top; som Jyllands dyreste og landets samlet set næstdyreste sommerhus på det offentlige marked.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Sommerhuset – der altså nu besidder pristoppen i Jylland – ligger måske ikke så overraskende helt ud til havet i Skagen og breder sig over et areal på 155 boligkvadratmeter, mens grundarealet næsten når helt op på én hektar.

Købt for en slik

Prisen var ikke i nærheden af de 25 millioner kroner, som de nuværende ejere i dag forlanger, da huset sidst var til salg.

Det skete i 2018 og foregik i en ganske lukket kreds. Købet var nemlig en del af en arvesag, og prisen lød her på 3.920.000 kroner.

Der er med andre ord en fortjeneste på mere end 20 millioner kroner i farvandet, hvis det nye salg ellers går igennem, som familien håber.

For at blive den nye ejer skal der betales 25 millioner kroner for huset, der af liebhavermæglerkæden Lilienhoff, som har huset til salg, beskrives som klassisk og autentisk:

Ejendommen er nemlig bevaringsværdig – og både gulve og lofter er originale.

Blandt landets dyreste områder

Det er ikke kun i uge 29, at Skagen lokker de største pengepunge til. Landets nordligste postnummer ligger nemlig også mere traditionelt til blandt de dyreste steder i landet at købe sommerhuskvadratmeter.

Ifølge Boliga.dks prisdata lyder den gennemsnitlige udbudskvadratmeterpris i postnummeret i øjeblikket på lige knap 41.400 kroner pr. kvadratmeter.

Selvom der således er en bid vej op til landets dyreste kvadratmeter i Tisvildeleje på Sjællands nordkyst, hvor en tilsvarende sommerhuskvadratmeter i gennemsnit udbydes til salg for 69.400 kroner, så ligger Skagen stadig langt over landsgennemsnittet, der lige nu lyder på 26.100 kroner.

Helt det beløb slipper man dog ikke med at skulle betale pr. kvadratmeter i Jyllands p.t. dyrest udbudte sommerhus.

Når der ikke tages højde for grundens store størrelse og beliggenhed – lyder kvadratmeterprisen nemlig på 161.290 kroner.

Se billeder af det lækre hus her.

Sponsoreret indhold