Nyheder11. oktober 2023

Her er det slut med rødt kød

Et flertal i Københavns Kommunes børne- og ungdomsudvalg er parate til at fjerne rødt kød fra madplanerne
Det er slut med rødt kød, hvis det står til et flertal i Københavns Kommunes børne- og ungdomsudvalg.
Det er slut med rødt kød, hvis det står til et flertal i Københavns Kommunes børne- og ungdomsudvalg.
 Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Det skal være slut med at servere hakkebøffer, kalvekoteletter eller lammesteg i vuggestuer, børnehaver og på skoler i København.

Det mener et flertal i Københavns Kommunes børne- og ungdomsudvalg, skriver DR Nyheder.

- Klimakrisen kræver, at vi alle sammen ændrer vaner. Og når vi har at gøre med offentlige tilbud, skal vi være rigtig varsomme med vores klimaaftryk, siger medlem af udvalget for partiet SF Rasmus Steenberger til DR.

Flertallet er parat til at fjerne rødt kød fra madplanerne fra august næste år.

Det røde kød udgør omkring 0,6 procent af de fødevarer, der indkøbes til skoler og daginstitutioner i hovedstaden.

Professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet siger til DR, at stop for rødt kød i kommunens institutioner ikke i sig selv giver nogen bemærkelsesværdig CO2-besparelse.

Men det kan være med til at skabe bedre vaner for børn, så de vænnes til mindre kød i hverdagen, mener han.

Det eneste parti, der ifølge DR er imod i udvalget, er Venstre.

I Aarhus Kommune har man søgt at begrænse indkøb af kød i kommunale institutioner via en intern klimaafgift på institutionernes indkøb.

Det betyder, at blandt andet kommunens daginstitutioner og plejehjem skal indbetale en intern afgift, når de køber eksempelvis oksekød og lammekød.

Det skal motivere dem til at bruge alternative råvarer medmindre CO2-udledning.

Siden afgiften blev indført i Aarhus Kommune for godt et år siden, er det sket et fald på 40 procent i indkøbet af oksekød, skrev Jyllands-Posten for nylig.

Sponsoreret indhold