Nyheder8. september 2022

Her er det forbudt: Turist fik bøde for at spise en is

Den amerikanske turist har efterfølgende oplyst, at han ikke var klar over, at han brød reglerne, da han nød sin kolde snack
Kvinde i Rom
En kvinde køler sig ned ved et springvand i Rom.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis man overtræder reglerne i den historiske by Rom.

Det måtte en amerikansk turist da også sande, da han forleden spiste en is på trappen til springvandet, Fontana dei Cateciment, I Rom.

Her fik manden nemlig en bøde på 3350 kroner, eftersom han blev sigtet for at overtræde de såkaldte "Urban decorum"-regler. Det skriver The Guardian.

Fontana dei Cateciment blev grundlagt af Battista Rusconi i 1589 og er i dag et populært sted, hvor folk ofte samles i de sene aftentimer.

Men selv om springvandet er blevet et hipt samlingssted, er det dog blevet forbudt at sidde på – og omkring – trappen til vandet.

Det var den mandlige turist dog ikke klar over, da afspærringen var blevet fjernet, og derfor fik han en bøde, da han sad og spiste en is.

Ifølge avisen La Repubblica blev den 55-årige turist dog advaret om, at det var forbudt, men manden reagerede ikke på advarslen, og derfor hev politiet bødeblokken frem.

Reglen om, at man ikke måtte sidde og spise på trappen, blev indført af den tidligere borgmester Virginia Raggi tilbage i 2017.

Sponsoreret indhold