Nyheder7. maj 2009

Her er babyprinsen

Marie og den lille ny så strålende ud, da de klokken lidt over 13 forlod Rigshospitalet
Af af
Så blev Danmarks lille nye prins endelig vist frem
Så blev Danmarks lille nye prins endelig vist frem
 Foto: Michael Medgyesi

Marie så forrygende ud, da hun og Joachim 5 minutter over 13 kom ned i ankomsthallen på Rigshospitalet for endelig at vise hele Danmark deres lille nyfødte prins.

Den lille purk var svøbt ind i et fint gråt uldtæppe, men det man kunne skimte af ham, afslørede en yndig mørkhåret bette fyr med en lidt gullig kulør.

- Jeg har det fint. Det var fantastisk, fik den nybagte mor fremstammet.

Ellers var det farmand Joachim der førte ordet, da det tydeligt var svær for Marie både at koncentrere sig om sit nye modersmål og sit nye moderskab på én gang.

Efter få minutter i pressens blitzlys skyndte Marie, Joachim, Maries far Alain og den lille nye prins sig ud til familiens bil, hvor Joachim selv havde valgt at køre familien hjem til Amalienborg for at slappe af de næste dage inden turen går til Møgeltønder og Schackenborg.

Den nybagte mor havde valgt at iføre sig en afslappet løs kjole, så ingen havde mulighed for at dømme, om hun nu er for tynd eller for tyk her 3 dage efter fødslen. Til gengæld kunne alle vist være enige om at Marie aldrig har strålet mere end netop i dag, hvor hun for første gang viste sig som mor.

Og baby-prinsen skal da heller ikke regne med at få lov til at blive ved med at være sin mors eneste barn. Marie har ved en tidligere lejlighed afsløret, at hun ønsker sig hele 3 børn.

Sponsoreret indhold