Her er alle vinderne ved Zulu Awards 2017

Foto: Thomas Laursen

Med hits som "Ked af det" og "Se Mig nu" har Malte Ebert under aliasset Gulddreng væltet Danmark, og det blev han i den grad belønnet for, da der torsdag aften blev uddelt statuetter ved Zulu Awards.

Her modtog Gulddreng nemlig hele to priser - både for årets nye navn og for årets hit, som han fik for sangen "Model".

12 statuetter skulle uddeles ved showet, der som noget nyt blev afholdt på Oslo Båden, mens den lå ved kaj i Nordhavn i København.

Her kunne Siri og Camilla fra Prinsesserne fra Blokken lade sig hylde for deres medvirken i dokumentarprogrammerne, der var blevet stemt ind på førstepladsen som årets originale tv-program, mens holdet fra Zulu-serien Sjit Happens, der netop nu kører på sidste sæson, blev kåret til årets tv-serie.

På musikfronten var der også priser til Lukas Graham, der vandt for årets mandlige kunstner, mens den fynske sangerinde Mø blev kåret til årets kvindelige kunstner.

Mads Mikkelsen, der senest var med i en dansk film, da han medvirkede i Mænd og Høns i 2015, vandt prisen for årets skuespiller.

Zulu Awards bliver sendt på søndag fra klokken 20.25 på TV 2 Zulu.

Se alle vinderne her:

Årets nye navn: Gulddreng

Årets mandlige kunstner: Lukas Graham

Årets kvindelige kunstner: Mø

Årets tv-vært: Sofie Linde

Det vi alle sammen grinte af: Jørgen Leth/Dybvaaaaad & "Mag'num"

Årets tv-serie: Sjit Happens

Årets originale tv-program: Prinsesser fra Blokken

Årets radioprogram: Go'Nova

Årets skuespiller: Mads Mikkelsen

Årets hit: "Model", Gulddreng

Årets webstar: Mark le Fêvre

Årets film: Flaskepost fra P

/ritzau/FOKUS

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close