Nyheder 16. juli 2018

Henrik Koefoed afløser syg Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen

Henrik Kofoed hopper på scenen i stedet for Ulf Pilgaard, efter at revystjernen måtte indlægges med maveonde
Foto: Kaspar Wenstrup

Ulf Pilgaard blev i sidste uge indlagt og måtte derfor droppe at spille med i Cirkusrevyen.

Selv om han er i bedring, og selv om han fredag aften var tilbage på revyscenen, trækker han alligevel stikket.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Skuespilleren Henrik Koefoed afløser således Ulf Pilgaard i årets Cirkusrevy.

Det oplyser Cirkusrevyen i en pressemeddelelse:

- Ulf er heldigvis i klar bedring efter sin sygdom i sidste uge, og spillede én forestilling fredag aften. Men vi vil rigtig gerne være med til at passe godt på Ulf og sørge for, at han ikke overanstrenger sig i denne periode, fortæller direktør for Cirkusrevyen, Torben ’Træsko’ Pedersen.

- Vi er derfor utrolig glade for, at Henrik Koefoed kan springe til, indtil Ulf er helt frisk igen.

(Foto: Mikael Rieck)

Henrik Kofoed afsløer Ulf Pilgaard. Foto: Mikael Rieck

Henrik Koefoed er blandt andet landskendt som én af ”Ørkenens Sønner” og har desuden medvirket i en lang række spillefilm, tv-serier og teaterforestillinger.

Heller ikke revygenren er fremmed for Henrik Koefoed, som har optrådt i eksempelvis Nykøbing F-revyen, Hjørring-revyen og Bornholmer-revyen. Det er ikke første gang Henrik Koefoed kommer til at stå på scenen i teltet på Dyrehavsbakken, han medvirkede i Cirkusrevyen tilbage i 1992.

- Det er en god sikkerhed – både for Ulf og for resten af holdet - at vide, at Henrik er klar til at tage over i en periode, fortæller Lisbet Dahl.

- Vi har gennemført et par enkelte forestillinger med kun 4 skuespillere, og det er gået fint, men hele showet fungerer naturligvis mest optimalt, når vi er 5 skuespillere på scenen.

Ulf Pilgaard blev indlagt i sidste uge med et maveonde. Han er heldigvis hjemme og i bedring.

Sponsoreret indhold