Nyheder16. januar 2010

Henrik Boserup: Anholdt

Kokken gik amok i lufthavnen, da han blev arresteret for at overtræde våbenloven
Henrik Boserup blev lagt i håndjern af politiet
Henrik Boserup blev lagt i håndjern af politiet
 Foto: All Over

Et styk sæbeøje og et retsligt efterspil. Så meget nåede kokken Henrik Boserup at få på halsen, da han skulle flyve et smut til Schweiz for at besøge sin far.

- Det er rigtigt, at jeg flippede ud i lufthavnen. Jeg havde min foldekniv, som jeg bruger til at skære urter, med i min taske, og da de ikke vil lade mig rejse på grund af den kniv, bliver jeg sgu rigtig kokkesur,siger TV-kokken til ekstrabladet.dk.

Fredag morgen ankommer han alt for sent til lufthavnen, så han har ikke tid til at tjekke sin bagage ind. Så han anbringer sine mange kokkeknive i garderoben, men glemmer sin lille urtekniv. Den opdager de til gengæld i sikkerhedskontrollen.

Boserup siger, at de bare kan smide den ud, for han har rigtig travlt, hvis han vil nå sit fly. Men den går ikke. Der skal optages rapport, for han har overtrådt våbenloven. Og så mister Boserup besindelsen.

To betjente bliver tilkaldt for at få talt den rasende kok ned, men det ender i håndgemæng.

- Den ene betjent kommer imod mig som en forsvarsspiller, som skal tackle en modspiller. Han tager kvælertag på mig, men jeg undviger i første omgang, så han falder. Jeg skubber ikke. Han kommer på benene og tager fat i mig igen. Og så lykkes det at få mig ned. Jeg lader dem lægge mig i håndjern, og de tager mig med ind i et lille rum, siger Henrik Boserup om episoden til avisen.

Det ender dog med, at der bliver optaget rapport, og han får lov til at købe en ny billet til Schweiz. Han er ikke uenig i, at der ikke skal være knive om bord på flyvere, men mener, at sikkerhedskontrollen og politiet tacklede situationen rigtig dårligt. Hele episoden ender som minimum med en bøde.

Sponsoreret indhold