Hemmeligt bryllup: Arvingerne-stjerne har giftet sig

Seere af Arvingerne spørger nu, om Emil mon har gjort sin svigerinde gravid?

Seere af Arvingerne spørger nu, om Emil mon har gjort sin svigerinde gravid?

Foto: Kaspar Wenstrup

I december blev skuespilleren Mikkel Boe Følsgaard far til en lille pige, men det var ikke den eneste glædelige begivenhed for Arvingerne-stjernen og hans kæreste Freja Friis, der i forvejen har sønnen Teodor.

Kort før datteren Sigrid kom til verden, sagde de nemlig lovformeligt ja til hinanden. Det fortalte han til Ritzau Fokus på den røde løber ved den årlige uddeling af Robert priserne søndag aften.

Ægteskabet er dog så nyt, at Mikkel Boe Følsgaard stadig kommer til at kalde sin udkårne for sin kæreste.

- Hun er faktisk min kone, jeg har bare ikke vænnet mig til det endnu. Vi blev gift lige inden, vores datter kom til verden i al hemmelighed og hast på rådhuset for god ordens skyld, afslører han.

Derfor har parret heller ikke holdt fest for familie og venner, men det bliver de ikke snydt for, lover han.

- Vi holder et ordentligt bryllup om et par år, når børnene er lidt større, og Freja også kan drikke sig lidt fuld, siger han.

I øjeblikket er både han og hans hustru på barsel med den nyfødte, og det nyder Arvingerne-stjernen.

- Jeg har simpelthen prioriteret at holde fri nogle måneder, og så har jeg en film, der starter optagelse i april/maj og også en del arbejde hen over efteråret.

- Men jeg nyder rigtig meget at gå hjemme, for det har været et rigtig travlt år. Så det er dejligt at holde fri og bare få læst nogle bøger og trille lidt rundt med barnevognen, siger Mikkel Boe Følsgaard.

Datteren Sigrid der nu er halvanden måned gammel, er "lige præcis som hun skal være", siger den stolte far.

- Det går rigtig godt, hun er sund og rask og pissesød og dejlig. Så jeg klager ikke, siger Mikkel Boe Følsgaard.

Han nyder i den grad livet som fuldtidsfar til to.

- Nu er vi fire lige pludselig, så er man ligesom en rigtig familie. Jeg synes, man er mindre stresset denne gang end første gang, vi fik et barn, fordi man ligesom har prøvet tingene og ved, at hvis de græder lidt, så holder det op igen. Der er lidt mere ro på, siger han.

/ritzau/FOKUS

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close