Nyheder25. april 2022
Heller ikke i år: Pandaparring afblæst
Urin fra fremmede pandaer og indsætning senere i brunsten var ikke nok til at sikre pandaparring i Zoo
Af Ritzau
Foto: Zoologisk Have København
Tredje gang bliver ikke lykkens gang for pandaerne i Zoologisk Have i København.
Det bliver nemlig ikke til en parring mellem de to pandaer Xing Er og Mao Sun, selv om man har valgt at lade dem gå sammen lidt endnu.
Det fortæller Mads Bertelsen, der er dyrlæge og zoologisk direktør i Zoologisk Have i København.
Zoologisk Have havde ellers som noget nyt spredt fremmed pandaurin på hanpandaen Xing Ers område for at vække hans interesse.
Derudover havde man valgt at vente med at sætte pandaerne sammen til, at hunpandaen Mao Sun var længere inde i sin brunst.
Pandaer er notorisk svære at få til at parre sig. Vinduet for en parring er på kun en lille håndfuld dage om året, når dagene begynder at blive mere solrige.